Politik

3F-ledelse holder krisemøde om formand Per Christensens fremtid tirsdag

3F-formand Per Christensens fremtid kommer ifølge Finans' oplysninger til debat på et ekstraordinært møde i fagforbundets hus i København tirsdag formiddag.

Per Christensens fremtid som forbundsformand for 3F's 265.000 medlemmer er kommet til debat efter afsløringer af en række forhold i hans privatliv. Arkivfoto

3F-formand Per Christensens fremtid kommer til debat på et hasteindkaldt møde i fagforbundets magtfulde hovedbestyrelse tirsdag klokken 10.

Det erfarer Finans fra kilder tæt på forløbet.

Mødet vil foregå fysisk i fagforbundets hus i København, men de 88 hovedbestyrelsesmedlemmer har også mulighed for at deltage virtuelt i mødet, hvis ikke de kan være fysisk til stede.

Udviklingen sker efter, at dagbladet B.T. fredag afdækkede en række opsigtsvækkende forhold i Per Christensens privatliv, og det er netop denne sag - og dermed Per Christensens fortsatte virke som frontfigur for 3F - der skal diskuteres på mødet.

Per Christensen, der har været formand siden 2013, ventes at levere en redegørelse på mødet.

Finans har talt med en række kilder i og omkring 3F’s ledelse, som beskriver et voksende pres på Per Christensen for at forlade formandsposten.

Hovedbestyrelsen har ikke formelt set mulighed for at afsætte Per Christensen som fagforbundets øverste formand. Hovedbestyrelsen kan dog - hvis flere betingelser er opfyldt - indkalde til en ekstraordinær kongres for at vælge en ny formand.

Den daglige ledelse i 3F mødtes ifølge Finans’ kilder allerede mandag til et længere møde. Heller ikke fagforbundets daglige ledelse har formelt set beføjelser til at fjerne Per Christensen fra posten som forbundsformand.

3F’s presseafdeling ønsker hverken at be- eller afkræfte oplysningerne.

Per Christensens position er kommet til debat efter, at B.T. beskrev, hvordan Per Christensen angiveligt i flere år og ad flere omgange har ført et dobbeltliv med flere kvinder, der hver især troede, at de var hans eneste partner.

B.T. beskrev desuden, at forbundsformanden havde fået adgang til en lejlighed, som er tilknyttet 3F, men forbeholdt værdigt trængende chauffører. Lejligheden skulle ifølge BT være blevet brugt til at dække over hans dobbeltliv.

Ifølge B.T. skal 3F’s advokat også have kontaktet en af de bedragede kvinder, som fik den opfattelse, at formålet var at få hende til at lade være med at tale med pressen.

Per Christensen har indtil nu afvist at stille op til interview. Han har i stedet henvist til to opslag, han har skrevet på Facebook. Heri erkender han, at han har levet et dobbeltliv med svigt og løgne, men afviser, at det har haft betydning for hans formandsskab.

Han afviser, at lejligheden er brugt som skalkeskjul, mens advokaten gennem 3F oplyser, at han ikke er blevet bedt om at kontakte kvinden af Per Christensen.

3F er det største fagforbund i landet og dermed en vægtig stemme i Fagbevægelsens Hovedorganisation, og forbundsformandens sag har vakt opsigt i fagbevægelsen.

HK-formand Anja C. Jensen forklarer, at hun var lige så overrasket som alle andre, da hun læste om sagen i dagbladet BT.
Hun understreger, at hun samarbejder med den formand, som 3F vælger, men siger samtidig:

»Jeg kan godt forstå, de holder krisemøde i 3F.«

Afsløringerne har fået enkelte hovedbestyrelsesmedlemmer i 3F til at sætte spørgsmålstegn ved, om forbundsformanden fortsat er en, som man kan have tiltro til. En af dem er Randi Smitsdorf, som er i tvivl om, hvorvidt Per Christensen kan fortsætte som formand.

»Han har bedraget nogle mennesker og holdt noget hemmeligt. Jeg kommer nok til at se på ham med nogle andre øjne. Det bliver det dér med, om man kan tro på ham,« sagde hun til Finans søndag.

Andre toneangivende stemmer i fagbevægelsen har dog offentligt betonet, at afsløringerne alene handler om Per Christensens private forhold, heriblandt Claus Jensen, der er formand for Dansk Metal.

»Jeg har ingen kommentarer til Per Christensens privatliv,« har Claus Jensen tidligere oplyst via Dansk Metals presseafdeling.

På samme måde har 3F’s næstformand Tina Christensen i en skriftlig kommentar understreget, at sagen »udelukkende er af privat karakter.«

Læs også
Top job