USA og EU giver løfte om at sikre gasforsyninger
Vi arbejder på at forhindre et forsyningschok i tilfælde af, at Rusland lukker for gasleverancerne, siger USA.
USA og EU har mandag givet et løfte om at sikre forsyningen af gas i tilfælde af, at krisen om Ukraine fører til, at gassen fra Rusland til Europa afbrydes.
Parterne er bekymret for, at det vil ske, hvis Rusland skulle sende soldater ind over Ukraines grænser.
- Vi arbejder lige nu for at sikre Europas energiforsyninger mod et forsyningschok. Det siger USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, på et pressemøde i Washington.
Ved hans side står EU’s udenrigspolitiske chef, Josep Borrell.
- Det omfatter det, som kan blive et resultat af yderligere russisk aggression mod Ukraine, påpeger Blinken.
Europas afhængighed af russisk gas er blevet mere kritisk i de seneste måneder, hvor Rusland leverer mindre gas til EU end ventet. Med kraftigt stigende priser som resultat.
Og oven i det de militære spændinger omkring Ukraine. USA anslår, at langt over 100.000 russiske soldater er opmarcheret langs grænsen til nabolandet.
Rusland står for cirka 40 procent af gasleverancerne til Europa.
Blinken siger, at han under sit møde med Borrell har aftalt, ”hvordan man bedst kan dele energireserverne i tilfælde af, at Rusland lukker for gashanen eller igangsætter en konflikt, som forstyrrer strømmen af gas gennem Ukraine”.

