Ukraine anser Bidens sanktioner som et stærkt første skridt
USA har givet Ukraine lovning på flere våben, fortæller den ukrainske udenrigsminister efter møde med Blinken.
Det er et stærkt ”første skridt” af præsident Joe Biden at indføre sanktioner mod Rusland som følge af landets handlinger i det østlige Ukraine.
Det siger den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, i et interview med Fox News tirsdag efter et møde med USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, i Washington D.C.
- De sanktioner, som præsident Biden offentliggjorde i dag, ser stærke ud, hvis vi betragter dem som et første skridt, siger han.
Kuleba fortæller yderligere, at han af amerikanske embedsmænd har fået et løfte om flere våben.
Han tilføjer samtidig, at det ikke er amerikanske soldater på jorden, Ukraine er på jagt efter for at løse krisen.
Flere vestlige lande straffede tirsdag Rusland med nye sanktioner for at have beordret soldater til udbryderrepublikker i det østlige Ukraine.
Joe Biden fortalte i en tale tirsdag, at USA indfører omfattende sanktioner mod Rusland.
Ifølge Biden går sanktionerne ”meget længere” end tidligere sanktioner mod russerne.
Sanktionerne er blandt andet målrettet to russiske banker. Den ene bank er en russisk militærbank.
Derudover bliver personer i den russiske elite og deres familier ramt, oplyste Biden. Samtidig bliver Ruslands adgang til vestlig finansiering ramt.
Ifølge Biden er USA også klar med flere sanktioner, hvis Rusland optrapper konflikten yderligere.
USA’s sanktioner kommer, efter at Rusland har anerkendt to udbryderrepublikker i det østlige Ukraine som uafhængige.
Rusland har også meddelt, at man planlægger at sende ”fredsbevarende” styrker til de to regioner - Luhansk og Donetsk.
Ifølge Biden er det ”bizart”, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, anerkender de to selvudråbte republikker som uafhængige.
Det er begyndelsen på en russisk invasion af Ukraine, mener Biden.

