- For abonnenter
En ukrainsk familie er flygtet fra krigen og flyttet ind på et børneværelse i Silkeborg
En dansk-ukrainsk familie i Silkeborg huser fire ukrainske flygtninge. Naboer har tilbudt at give husly til flere, fortæller de.
I et parcelhus i Silkeborg leger de to brødre Ostap og Max Klynchyk på to og fire år ivrigt med legoklodser, mens deres mor, den 30-årige Mariana Klynchyk, følger med fra sengen ved siden af.
Efter at være landet i Billund Lufthavn søndag middag er den lille familie blandt de første ukrainske flygtninge i Danmark. De er flyttet ind hos Mariana Klynchyks mangeårige ukrainske veninde, Halyna Oleksandrivna, der er dansk gift og bor med sin mand og to børn i et nybyggerområde i udkanten af den midtjyske by.
»Det er rigtig godt at være her. Vi er i sikkerhed, og mine drenge er glade for alt det nye legetøj. Men det er svært. De spørger: ”Hvor er far?”,« siger Mariana Klynchyk, mens tårerne triller.
»Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, når de spørger, hvornår de ser far igen.«
En svær beslutning
Mariana Klynchyk fortæller, at det var en tung beslutning at flygte fra Ukraine. Hendes mand har tirsdag meldt sig ind i den lokale hær, hvor han nu får kamp- og våbentræning.
»Jeg er meget bekymret. Jeg er bange for, at han bliver sendt til Kyiv. Jeg prøver at lade være med at tænke på det,« siger hun og fortæller,