Fortsæt til indhold

USA: Rusland vil indsætte marionetter på magtposter i Ukraine

Antony Blinken følger torsdag i Joe Bidens fodspor og siger, at Rusland gør sig skyldig i krigsforbrydelser.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, meddelte torsdag, at præsident Joe Biden torsdag skal tale med Kinas præsident, Xi Jinping. Foto: Pool/Reuters
Politik
/ritzau/Reuters

Rusland har planer om at kidnappe ukrainske embedsmænd og udskifte dem med sine egne, Rusland-venlige repræsentanter.

Det hævder USA’s udenrigsminister, Antony Blinken.

Udenrigsministeren tilføjer, at processen allerede er gået i gang.

- De kommer til systematisk at kidnappe lokale embedsmænd og erstatte dem med marionetdukker, siger Blinken torsdag på et pressemøde ifølge tv-billeder fra den amerikanske tv-station CNBC.

Han fremhæver to eksempler, hvor ukrainske borgmestre er blevet pågrebet.

- Borgmesteren i Melitopol blev fanget på gaden for flere dage siden og først løsladt i går som del af et fangebytte. En anden borgmester - i det sydlige Ukraine - er også blevet kidnappet og er endnu ikke løsladt.

- Det er en terror-taktik. De fanger lokale embedsmænd, opløser lokale regeringer og indsætter stedfortrædere i stedet for, siger Blinken

Han beskylder desuden Rusland for at stå bag krigsforbrydelser i Ukraine.

- At gå bevidst efter civile er en krigsforbrydelse, siger han og tilføjer, at det er ”svært at konkludere, at russerne gør noget andet”.

Diskussionen om krigsforbrydelser i Ukraine er blusset op efter udtalelser fra USA’s præsident, Joe Biden, om Ruslands præsident, Vladimir Putin.

- Jeg synes, han er en krigsforbryder, lød det onsdag fra præsidenten.

Torsdag fortsatte Biden i samme spor.

Ved et arrangement i Washington kaldte han Putin for en ”morderisk diktator, en sand bølle, som kæmper en umoralsk krig mod folket i Ukraine”.

På torsdagens pressemøde henvendte Blinken sig også til Kinas præsident, Xi Jinping. Kina, der traditionelt er allieret med Rusland, har indtil videre holdt sig på sidelinjen efter Ruslands invasion af Ukraine.

- Præsident Biden skal tale med præsident Xi i morgen. Her vil han gøre det klart, at Kina bærer ansvaret for alle handlinger, der støtter Ruslands offensiv. Vi vil ikke tøve med at lade dem betale, siger Blinken.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Anthony Blinken