Europa advarer: Vil gøre alt for at stoppe Putins krigsmaskine
Flere europæiske ledere er rystede over krigens seneste udvikling og varsler nye sanktioner mod Rusland.
Der er søndag voldsom fordømmelse hos flere europæiske ledere som følge af den seneste udvikling i krigen i Ukraine.
Over weekenden har billeder og meldinger fra den ukrainske by Butja særligt vakt stor opsigt. De viser, at flere civile angiveligt ligger døde i byens gader efter at være blevet henrettet af russiske styrker.
Rusland afviser at have dræbt eller såret nogen civile i byen.
Men reaktionen fra Vesten er søndag kraftig. Kritikken kommer blandt andre fra Storbritanniens premierminister, Boris Johnson.
- Ruslands forfærdelige angreb imod civile i Irpin og Butja er endnu mere bevis på, at Putin og hans hær begår krigsforbrydelser.
- Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt, for at udsulte Putins krigsmaskine. Vi indfører yderligere sanktioner og øger den militære støtte, skriver han.
Også Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, er klar i mælet.
- At dræbe civile er en krigsforbrydelse, og vi vil ubønhørligt efterforske de forbrydelser, der bliver begået af Ruslands styrker, siger Scholz og tilføjer:
- De kommende dage vil vi sammen med vores allierede beslutte os for yderligere tiltag. Putin og hans tilhængere vil mærke konsekvensen.
Den italienske premierminister, Mario Draghi, kalder Ruslands påståede drab i Butja for ”forfærdelige og ubærlige”.
- De russiske myndigheder bliver nødt til straks at indstille fjendtlighederne, stoppe volden mod civile og blive holdt ansvarlige for, hvad der sket, siger premierministeren søndag i en udtalelse.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, skød reelt gang i krigen i Ukraine, da han i de tidligere morgentimer 24. februar annoncerede, at russiske styrker ville indlede en ”særlig militær operation” i Ukraine.
/ritzau/AFP