Holger K. stod bag et overraskende nej i 1992. Her er hans argumenter for at skrotte forbeholdet, som han opfandt

Holger K. Nielsen er i dag lidt usikker på, om det var æbler, æg eller sten, der føg tæt forbi hans ansigt. Det var vist en blanding.

Men han husker tydeligt brølet fra de utilfredse tilskuere. Han husker ukvemsordene. Vreden. Skuffelsen. Og han husker en ung Pia Olsen Dyhr, der sammen med andre unge SF’ere forgæves forsøgte at råbe igen.

Den 1. maj 1993 stod han på en talerstol i Fælledparken i København. Midt i et vadested for både SF, ham selv og Danmarks forhold til EU, der dengang hed EF.

Han havde som formand for SF ført nej-siden til en overraskende sejr, da befolkningen afviste Maastricht-traktaten i 1992, og nu havde han sat sig selv i spidsen for det kompromis, der skulle holde Danmark inde i EF-klubben ved at indføre fire undtagelser.

De råbende tilskuere mente, at han havde forrådt dem og vælgernes »nej«. Han tænkte, at de nok ville have Danmark helt ud af EF, og ikke nøjes med de forbehold, han tilbød. Det var få uger til valget.

Holger K. Nielsen blev stående. Forsøgte at ignorere kasteskytset og læste koncentreret op af sin forberedte tale. 

Et par uger senere sagde vælgerne ja. Danmark fik fire undtagelser, der har været definerende for dansk EU-politik lige siden. 

Den 1. juni 2022 vil Holger K. Nielsen kaste sin stemme for at fjerne et af dem, forsvarsforbeholdet, og dermed henvise en del af sit politiske eftermæle til historiebøgerne. 

Opgøret tog han selv for næsten 20 år siden. Af årsager, der ifølge Holger K. Nielsen stadig er højaktuelle. Derfor har han også et klart budskab til de danskere der stadig tvivler. Og til den del af venstrefløjen, der modsat ham, siger nej.