Boris Johnson skærper striden med EU om Nordirland
Storbritanniens trussel om ensidigt at bryde brexit-aftalen med EU om Nordirland får EU til at reagere.
Paris
Måske er det bare forhandlingstaktik. En forventning om, at en krise skal helt op i det røde felt, før det til sidst lykkes at finde en løsning.
Forleden fremlagde Boris Johnson et lovforslag, der fik alarmerne til at hyle i Bruxelles. Loven skal gøre det muligt at bryde centrale elementer i den såkaldte protokol om Nordirland, der kom på plads i 11. time under forhandlingerne om Storbritanniens udmeldelse af EU.
Reaktionen fra EU lod ikke vente på sig. Fra Bruxelles blev den britiske premierminister beskyldt for at sabotere det konstruktive samarbejde. Ifølge EU-kommissær Maros Sefcovic forbereder EU nu juridiske skridt mod Storbritannien som straf for eventuelt at bryde den aftale, som Johnson selv underskrev i 2019.
Lignende toner fra regeringen i Dublin. Beslutningen om at gå enegang er et nyt lavpunkt i det bilaterale forhold mellem Irland og Storbritannien, erklærede den irske regering.
Boris Johnson er presset. På den ene side truer EU med handelskrig, og USA advarer mod at gøre noget, der kan true den skrøbelige fred mellem katolikker og protestanter i Nordirland.


