Fortsæt til indhold

Se vinteraftalen: Her er regeringens nye hjælpepakke

En ny politisk aftale, der skal hjælpe de danskere, der er hårdest ramt af inflationen, er faldet på plads.

Finansminister Nicolai Wammen præsenterer fredag de centrale punkter i en ny aftale om vinterhjælp. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politik

Inflationen brager derudaf og priserne på særligt el og varme er på himmelflugt. Nu er en ny politisk aftale om vinterhjælp til trængende danskere faldet på plads.

Et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om rammerne for aftalen, fortæller finansminister Nicolai Wammen på et pressemøde fredag formiddag.

Hovedpunkterne i den nye vinteraftale er som følger:

  • Afdragsordning til el- og gaskunder - både virksomheder og private - der gør det muligt at udskyde betalingen af de forhøjede beløb. Ordningen bliver givet som et lån, der skal løbe over fem år.
  • Børne- og ungeydelsen bliver midlertidig forhøjet med 660 kr. per barn.
  • Elafgiften for varmepumper bliver lempet, mens den almindelige elafgift bliver lempet midlertidigt. Afgiften sænkes fra 69,7 øre pr. kWh til 0,8 øre, hvilket er EU’s minimumssats. Den midlertidige lempelse gælder den første halvdel af 2023.
  • Derudover bliver der gennemført flere forøgelser af puljer og tilskud. Herunder puljen til udrulning af fjernvarme og etableringsstøtte samt tilskuddet til afkobling af gasnettet. Fjernvarmepuljen bliver øget med 150 mio. kr. i år og 100 mio. kr. i 2023. Puljen til afkobling af gasnettet hæves også med 35 mio. kr og der afsættes 25 mio. kr. til puljen med etableringsstøtte.
  • Regeringen anmoder Energinet om ekstraordinært at sænke eltarifferne.
  • Den allerede-eksisterende skrotningsordning bliver udvidet med træpillefyr, så husstande med disse kan få økonomisk støtte til en varmepumpe. Derudover vil man også arbejde på bedre forsyning af træpiller.

Bag aftalen står - ud over regeringen - Venstre, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre, SF, Alternativet, Moderaterne og Danmarksdemokraterne.

Samlet set er der afsat 3,5 mia. kr. til at gennemføre tiltagene.

Pengene til den nye aftale skal bl.a. komme fra regeringens finanslovsforslag, hvor der blev afsat 2 mia. kr. til inflationshjælp.

Artiklens emner
Inflation
Nicolai Wammen