Fortsæt til indhold

Zelenskyj: Nye russiske droneangreb har ramt Ukraine

Mandag aften melder Ukraines præsident om flere droneangreb efter dem, der kostede otte liv mandag morgen.

Det er efter alt at dømme iranske Shahed-136-droner, der er blevet anvendt. Foto: REUTERS/Vladyslav Musiienko
Politik
/ritzau/Reuters

Rusland har angrebet Ukraine med en ny bølge af droner.

Det siger den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, mandag aften.

Han tilføjer, at nogle af dronerne blev skudt ned af ukrainsk militær.

Zelenskyj oplyser ikke, præcis hvor angrebene har ramt.

Tidligt mandag morgen ramte selvmordsdroner - også kaldet kamikazedroner - ned i et distrikt i den centrale del af Kyiv, Ukraines hovedstad.

Også den østlige region Suny blev ramt.

I alt har morgenens angreb kostet mindst otte mennesker livet, har myndigheder i Ukraine meddelt.

I et lejlighedskompleks i Kyiv blev mindst fire mennesker dræbt. To af ofrene var et ungt par, der ventede et barn, oplyser byens borgmester, Vitalij Klitsjko.

Ud over de fire dræbte er adskillige sårede.

Dronerne slog ned i Sjevtjenkivskyj-distriktet, som ligger i centrum af hovedstaden.

Området huser både flere af Kyivs historiske monumenter og byens zoologiske have. Det ukrainske præsidentpalads ligger desuden i nærheden af distriktet.

Borgmester Klitsjko oplyste tidligere mandag, at adskillige boliger er blevet beskadiget af eksplosioner fra dronerne, og at redningsarbejdere er til stede.

Det er blot en uge siden, at russiske missiler sidst ramte den ukrainske hovedstad.

Angrebet kostede adskillige mennesker livet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.