Politik

Måling: Tusindvis af folkepensionister kan lokkes i arbejde

Arbejdsudbuddet kan øges med, hvad der svarer til 14.000 fuldtidspersoner, hvis folkepensionister bliver tilbudt at arbejde på de rigtige vilkår, viser en ny analyse.

Seniorer, der udskyder pensionen for at arbejde, kan meget vel blive en del af løsningen på dansk økonomis store akilleshæl; manglen på arbejdskraft. Det viser en ny måling.

Både regeringen og Venstre er blevet beskyldt for at lægge luftige planer for dagen, når partierne i deres respektive økonomiske 2030-planer har peget på muligheden for at øge det økonomiske råderum med flere milliarder kroner ved at hæve arbejdsudbuddet med op til 40.000 personer.

Blandt de såkaldte »potentialer« for øget arbejdsudbud, som begge partier peger på, er at få flere danskere til at arbejde efter pensionsalderen.

Men en ny analyse fra pensionsselskabet PFA peger på, at der trods kritikken kan være noget om snakken.

Ifølge en befolkningsundersøgelse foretaget af analyseinstituttet Wilke for PFA svarer 45 pct. af danskerne mellem 55 og 70 år, at de er villige til at arbejde på fuld- eller deltid efter pensionsalderen. Omregnet til fuldtidsstillinger svarer det ifølge PFA til et potentielt øget arbejdsudbud på 14.000 personer.

»Vi har allerede set en stigning i de senere år i antallet af folk, som arbejder efter folkepensionsalderen, og disse tal taler ind i en udvikling, som er i gang. Folk er generelt friskere, de har flere gode leveår efter folkepensionsalderen, og uddannelsesniveauet blandt de ældre er stigende,« siger programchef i PFA Jesper Brask Fischer.

Når man spørger det repræsentative udsnit af 55-70 årige, hvad der kan få dem til at blive på arbejdsmarkedet, er det helt entydige svar flere fridage og mere ferie. Selve den økonomiske gevinst betyder en del mindre.

Kort før sommerferien vedtog Folketinget at afskaffe modregning i ægtefællens folke-, senior- eller førtidspension ved arbejdsindtægt, og partierne aftalte også at afskaffe modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg ved arbejdsindtægt. Den del vil dog først blive til et lovforslag efter valget.

Politikerne har igennem de seneste fem år vedtaget og uddelt en række økonomiske gulerødder til pensionister, der fortsætter med at arbejde, så som forhøjet seniorpræmie og mere attraktive muligheder for opsat pension, og sammen med afskaffelsen af modregning gør det ifølge Jesper Brask Fischer, at politikerne er ved at have løst deres del af opgaven.

»Politikerne har gjort deres. Nu er det arbejdspladsernes tur: Der vil i stigende grad være medarbejdere, som kan blive ved, til de er 70 år, så har vi en plan? Når man sidder til MUS-samtale med en 25-årig medarbejder er 10 år ud i fremtiden lang tid, men sådan skal man også tænke med en medarbejder på 60 år,« siger han.

Både arbejdslyst og økonomiske incitamenter til at fortsætte efter pensionsalderen svarer ifølge professor Per H. Jensen, Aalborg Universitet, til udsagnene i flere undersøgelser, som han har været med til at lave.

»Det er klart, at folk skal have noget at leve af, men det er ikke de økonomiske incitamenter, som afgør, om seniorer vil blive ved med at arbejde. Mange seniorer vil gerne fortsætte. Der er en meget stærk arbejdsorientering både i befolkningen som sådan og blandt seniorer. Det, som seniorerne efterspørger, er mere fleksibilitet på enten daglig, ugentlig eller årlig basis,« siger han.

Tallene understreger ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, at der er et stort potentiale blandt seniorer.

»Tallene viser jo, at det potentiale blandt seniorer, som vi har peget på, er meget reelt. Jeg tror ikke, at vi er færdige med at handle politisk, men det er helt klart, at det handler om at få gjort det muligt for seniorer at fortsætte med lidt mere fleksibilitet og få udbredt seniorpolitikker på virksomhederne. Her er der meget store forskelle, og det kan være, at vi bliver nødt til at skubbe på politisk her,« siger han.

Også beskæftigelsesordfører Hans Andersen (V) glæder sig over konklusionen i undersøgelsen fra PFA.

»Det bekræfter mig i, at den plan, som vi har lagt frem, er velunderbygget. Det kan bestemt blive til virkelighed, at vi får øget arbejdsudbuddet blandt folk over pensionsalderen. Seniorerne har erfaringen og kompetencerne, og når jeg nu er rundt til vælgermøder, kommer folk op til mig og siger, at de gerne vil blive ved, hvis de kan arbejde to eller tre dage om ugen. Det handler om at give dem lov til det, for alternativet er ikke, at de bliver ved på fuld tid, men at de går på pension,« siger han.

Politisk seniorkonsulent i Ældre Sagen Thomas Houlberg er enig i, at der er et stort beskæftigelsespotentiale blandt pensionister, og at fleksibilitet i arbejdslivet er nøglen til at fastholde dem på arbejdsmarkedet.

»Vi bliver ofte kontaktet af seniorer, der har passeret pensionsalderen, men som gerne vil fortsætte med at være tilknyttet arbejdsmarkedet og leder efter et job på nedsat tid. Der er mange, der gerne fortsat vil have forbindelsen til kollegaer og arbejdsmarked. Jeg hører også om seniorer, der er gået på pension efter et travlt arbejdsliv og som har svært ved at forlige sig med så stor en omstilling,« siger han.

Top job

Forsiden lige nu

Anbefalet til dig

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver abonnement

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.