Fortsæt til indhold

Mette Frederiksen vil give hjælp til de stigende priser

Statsministeren har lørdag præsenteret forslag til en ny inflationspakke.

Statsminister Mette Frederiksen deleer gaver og roser ud til vælgerne. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Politik

Statsminister Mette Frederiksen vil gøre mere for at hjælpe med at afbøde nogle af konsekvenserne af de stigende priser.

Det sagde hun lørdag i en kort tale i Hillerød.

»Det er en ny hjælp, som, hvis den bliver vedtaget, kommer oven i de ca. 10 milliarder, der allerede er afsat,« sagde hun.

I talen sagde statsministeren, at vi først og fremmest skal forsøge at bremse inflationen. Dernæst skal det sikres, at arbejdsløsheden holdes i bund trods pres på økonomien.

»Og til sidst skal vi selvfølgelig hjælpe. Afbøde konsekvenserne af de stigende priser, så både familier, privatøkonomien og erhvervslivet kommer så godt igennem krisen, som de kan lade sig gøre.«

Konkret præsenterede Mette Frederiksen fire forslag til netop det.

Socialdemokratiet foreslår, at de ældre skal have endnu en ældrecheck på 5000 kr. skattefrit oven i den, Folketinget allerede har vedtaget.

Dernæst foreslår partiet en midlertidig huslejehjælp på 5000 kr. til ca. 70.000 lejere i almene boliger.

»Det er ca. hver tiende lejer, og det er lejerne, hvor indkomsten ikke er så høj som i resten af vores samfund,« uddybede Mette Frederiksen.

De to sidste initiativer er, som Jyllands-Posten fortalte fredag, rettet mod hjælp til butikker og virksomheder.

Socialdemokratiet foreslår en direkte støtte til butikkerne i de små byer.

»Det kan være et direkte tilskud til købmanden eller bageren. Vi afsætter et beløb, så det kunne f.eks. være ca. 700 små butikker, der vil kunne få op 100.000 kr., så de overlever den her krise,« sagde statsministeren.

Endelig foreslår partiet en udskydelse af betalingsfrister på moms, a-skatter og coronalån for små og mellemstore virksomheder.

Men især det forslag mødte kritik fra en købmand på Lolland, som Mette Frederiksen ellers selv besøgte, inden valgkampen officielt gik i gang.

»Det bliver bare en ny gældsfælde,« sagde købmand Hans Hansen fredag i Jyllands-Postens artikel om Socialdemokratiets nye intitativer til erhvervslivet.

I talen i Hillerød lovede Mette Frederiksen, at forslagene til inflationshjælp er »fuldt finansierede«.

»Vi foreslår, at det meste findes på erhvervsstøtten. Der er allerede aftalt en sanering af erhvervsstøtten næste år. En del af de penge ønsker vi nu at bruge på inflationshjælp, og det betyder, at der er andre udgifter, vi må udskyde et enkelt år. Det gælder f.eks. en reserve til grøn omstilling,« sagde hun.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.