SF om regeringens ligelønsplan: 2030 er alt for sent
SF og Enhedslisten har behersket ros til regeringen, men havde gerne set en større indsats for et lønløft.
Regeringens støtteparti SF er i udgangspunktet tilfreds med, at regeringen tirsdag aften er kommet med et udspil om forbedrede vilkår i den offentlige sektor.
- Det er positivt, at Socialdemokratiet endelig melder sig ind i kampen for ligeløn, men ærlig talt: 2030 er alt, alt for sent. Området skriger på ligeløn, lige nu, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.
- Socialdemokratiet har foreslået skattelettelser for fire milliarder, og dem synes jeg da, de skal droppe og så bruge pengene på velfærd og ligeløn i stedet for. Det er fint, at de erklærer sig enige med SF i, at lønnen skal prioriteres, men vi skal også løfte velfærden, siger hun.
Regeringen har tirsdag over for flere medier meddelt, at den fra 2030 ønsker at afsætte tre milliarder kroner årligt til forbedrede løn- og arbejdsforhold i den offentlige sektor.
Fra 2024 til og med 2029 vil regeringen afsætte et endnu ukendt beløb.
Dermed vides det endnu ikke, hvor meget regeringen kunne tænke sig at bruge på at skabe forbedrede løn- og arbejdsvilkår i den offentlige sektor fra 2024 til og med 2029.
Statsminister Mette Frederiksen (S) siger tirsdag i et interview med Berlingske, at hun meget gerne vil se, ”om vi kan give et pænt løft på lønnen allerede i 2024.”
Hun pointerer samtidig, at det er nødvendigt at have respekt for, at Danmark står i en situation med voldsom inflation.
Mette Frederiksen understreger, at ikke alle i den offentlige sektor kan få mere i løn.
- Det vil være en umulig opgave, og der er ikke økonomi til det, siger hun til Berlingske.
Et andet støtteparti Enhedslisten er også moderat positive over for forslaget fra regeringen.
- Godt, at Socialdemokratiet endelig bukker under for presset og smider tre milliarder på bordet til et lønløft i velfærden, skriver politisk ordfører Mai Villadsen (EL) på Twitter.
Hun tilføjer:
- Men beløbet er for lavt. Det skal op. Jeg synes, det er skævt, at de kan finde fire milliarder til skattelettelser og kun tre til at redde velfærden, siger hun.

