Fortsæt til indhold

»Jeg udelukker ikke nogen partierne«: Mette Frederiksen vil stadig have en bred regering, trods rødt flertal

På trods af et rent rødt flertal på præcis 90 mandater, rækker statsminister Mette Frederiksen stadig hånden frem for at danne en regering hen over midten. Det fortalte statsministeren under nattens udsatte partilederdebat. Alt imens bejlede de blå partier til De Radikales Sofie Carsten Nielsen.

Den afsluttende partilederdebat i Folketingssalen, efter resultatet af folketingsvalget er kendt, sent på valgaftenen, på Christiansborg, København, tirsdag den 1. november 2022. Tirsdag er der folketingsvalg i Danmark.
Politik

Efter aftenens nervepirrende valggyser står det klart, at rød blok kan skrabe lige præcis 90 mandater sammen i Folketinget – medregnet det enkelte røde færøske mandat og de to forventede røde grønlandske mandater.

Mette Frederiksen står derfor tilbage som en af valgets helt store vindere. Ikke nok med, at hun kan tælle til 90 mandater med et rent rødt flertal i Folketinget, så har Socialdemokratiet, med nattens resultat, også fået det bedst valg i 20 år.

Men til trods for det rene røde flertal står Mette Frederiksen fast på at ville danne en regering henover midten. Det slog hun allerede fast under sin tale til sine partifæller på Christiansborg, efter at valgresultatet tikkede ind, og statsministeren cementerede det endnu engang under nattens partilederdebat, der var udskudt pga. af det sene valgresultat.

»Jeg synes, vi skal danne en bred regering, og jeg udelukker ikke nogen partierne,« sagde statsministeren.

En udmelding, der skabte røre under debatten, da de resterende røde partier opfordrede statsministeren til at koncentrere sig om flertallet, der befinder sig til venstre for midten.

»Vi peger på Mette Frederiksen som kongelig undersøger, men med det krav om, at der skal være partier fra centrum-venstre med i regeringen,« lød det SF’s Pia Olsen Dyhr.

Enhedslistens Mai Villadsen kaldte det imidlertid en »fejl«, at Mette Frederiksen vil afsøge muligheden for en regering med højrefløjs-partier.

Lars Løkke Rasmussen, der med Moderaterne brager ind i Folketinget med 16 mandater, stod tidligere på aften til at blive den helt store kongemager, men med det rene røde flertal er hans position ikke længere lige så stærk.

Han slog fast, at han ville pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger til at afsøge mulighederne for en bred regering, men understregede ad flere omgange, at det ikke var en tilkendegivelse om, at Mette Frederiksen nødvendigvis skal være statsminister.

Jakob Ellemann-Jensen, der i sin tale til sine partifæller i Venstre blødte en smule op for tanken om en bred regering, fortalte, at han »gerne ville mødes og tale om samarbejde«, men at han samtidig »havde svært ved at se det for sig«.

Mette Frederiksen tilføjede under debatten, at hun ikke regnede med, at der var nogle færdige forhandlinger om hverken »en dag eller en uge«.

I løbet af debatten bejlede de blå partier og Lars Løkke Rasmussen ad flere omgange til Radikale Venstres formand, Sofie Carsten Nielsen. Hun, der med Radikale Venstre i sig selv har haft et forfærdeligt valg med en stor tilbagegang, blev blandt andet bedt om at rykke over på den anden side af bordet og spurgt om »hvor rød hun var«.

Til de mange appeller svarede Sofie Carsten Nielsen bl.a.:

»Det spændende bliver at se, hvilken politik vi kan lave. Jeg vil for eksempel gerne lave nogle af de reformer, du også vil,« sagde hun og henvendte sig til Venstres Jakob Ellemann-Jensen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.