Mette Frederiksen og Støjberg stillede op i samme storkreds: Nu er det afgjort, hvem der fik flest personlige stemmer
De to markante politikere mødtes i en direkte duel i det nordjyske. Nu har vælgerne talt.
Der blev lagt op til et af valgets helt store personopgør, da Inger Støjberg meddelte, at hun stillede op i samme storkreds som Mette Frederiksen (S) med sit nye parti Danmarksdemokraterne.
Nu har opgøret fundet sin vinder.
Optællingen af de personlige stemmer afgivet ved tirsdagens valg viser således, at Mette Frederiksen løber med en storsejr over sin politiske konkurrent.
Mette Frederiksen fik 60.837 over for Inger Støjbergs 47.211 personlige stemmer. Dermed slår Mette Frederiksen sin hidtidige rekord fra folketingsvalget i 2019. Her fik hun 43.489 personlige stemmer.
Lokalt var der store forskelle mellem de to. I Støjbergs hjemkommune Mariagerfjord snuppede hun 5.472 personlige stemmer mod Mette Frederiksens 3.893.
Men i Aalborg Østkredsen hapsede Mette Frederiksen 11.124 over for Støjbergs 4.120 personlige stemmer.
På landsplan strøg Danmarksdemokraterne ind i Folketinget med 8,1 pct. af stemmerne. Socialdemokratiet gik frem med to mandater til 27,5 pct. af stemmerne.


