Flertal afviser at starte undersøgelse af FE-sag inden ny regering
Enhedslisten frygter politiske studehandler under regeringsforhandlinger, og forsøger derfor at skubbe undersøgelse i gang allerede nu.
Selvom der under valgkampen opstod et massivt flertal for at undersøge hele den omdiskuterede FE-sag til bunds, så lader arbejdet vente på sig.
Flere partier afviser nemlig at begynde arbejdet med at udforme en eventuel undersøgelse på nuværende tidspunkt – i hvert fald indtil regeringsforhandlingerne er afsluttet, og givetvis også indtil retssagen mod den lækagetiltalte spionchef Lars Findsen er afsluttet.
Det står klart efter et møde i Folketingets Udvalg for Forretningsordenen onsdag, hvor Enhedslisten ellers forsøgte at få sat gang i arbejdet med FE-undersøgelsen.
Flertallet sagde nej, oplyser Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund.
Udfaldet skuffer Enhedslisten, som frygter, at der vil blive indgået politiske studehandler hen over forhandlingsbordet ved regeringsforhandlingerne, hvor blandt andre Socialdemokratiet og Venstre forhandler med hinanden.
»Det giver frygt for, at de gamle magtpartier kan samle sig om sig selv,« siger Peder Hvelplund om udfaldet af dagens møde.
EL ville derfor sætte gang i arbejdet med at udforme FE-undersøgelsen allerede nu. Og ikke vente til en ny regering er på plads.
Både Socialdemokratiet, Venstre og flere andre partier er for at vente.
»Der er altså intet overraskende i, at vi afventer en regeringsdannelse,« siger Venstres Hans Christian Schmidt ifølge Ritzau.
Han vil ikke svare på, om Venstre fortsat vil støtte en undersøgelse af FE-sagen, når en ny regering er på plads.
Speget sag
Under valgkampen opstod der et massivt flertal for at kulegrave det omfattende sagskompleks, som udgør FE-sagen.
Jakob Ellemann (V) og Søren Pape Poulsen (K) holdt endda et fælles pressemøde, hvor en samlet blå blok krævede en undersøgelse af hele sagen.
Det står endnu ikke klart, hvad der helt præcist skal undersøges, men den spegede sag omfatter både FE’s kabelsamarbejde med den amerikanske spiontjeneste NSA, hjemsendelsen af FE-chef Lars Findsen og de senere anklager om, at han har lækket fortrolige oplysninger, mens han var hjemsendt.
Samtidig har Findsen i sin bog rettet alvorlige beskyldninger mod regeringen tidligere forsvarsminister Trine Bramsen (S) om politisk indblanding i sagen.
Og endelig er der sporet om den danske statsborger Ahmed Samsam, som i 2018 blev idømt otte års fængsel i Spanien for at tilslutte sig terrororganisationen Islamisk Stat, selvom han ifølge DR har arbejdet som agent for både PET og FE.
Han sidder i øjeblikket fængslet på femte år.
Enhedslisten har ikke lagt sig fast på, hvordan undersøgelsen konkret skal udformes, eller hvad indholdet skal være, men åbner selv for en granskningskommission.
Partiet mener desuden, at både FE-sporet og sagen om Ahmed Samsam skal undersøges. Og der er ingen grund til at vente på afslutningen af retssagen mod Lars Findsen, før eksempelvis Samsam-sporet skal ses efter i sømmene, mener Peder Hvelplund.
Der er endnu ikke sat dato på, hvornår retssagen begynder, men Lars Findsen risikerer op til fire års fængsel – hvis han findes skyldig.
Det er op til Folketinget at beslutte den endelige indretning af FE-undersøgelsen – hvis den kommer.