Fortsæt til indhold

Ny regering vil have undersøgelseskommission om Forsvarets Efterretningstjeneste

Den nye regeringspartier fortalte onsdag nyt om, hvad der skal ske i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste.

Chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, blev hjemsendt i 2020. Nu skal en undersøgelseskommission undersøge, om der blev taget usaglige hensyn. Foto: Brian Karmark
Politik

Den nye SVM-regering er klar til at nedsætte en undersøgelseskommission, der skal granske hjemsendelsen af ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste, herunder den suspenderede chef Lars Findsen.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, som er blevet offentliggjort onsdag middag.

Kommissionen skal undersøge, om der blev varetaget usaglige hensyn ved hjemsendelsen, hedder det, og der skal laves en offentlig afrapportering i form, der ikke indeholder oplysninger, der vil kunne skade forholdet til fremmede magter, statens sikkerhed eller tredjemand.

Hjemsendelsen af ledende medarbejdere skete i august 2020, efter at Tilsynet med Efterretningstjenesterne udsendte en eksplosiv pressemeddelelse.

Pressemeddelelsen fastslog bl.a., at Forsvarets Efterretningstjeneste ad flere omgange havde tilbageholdt centrale og afgørende oplysninger og givet decideret urigtige oplysninger til tilsynet.

Dertil kom, at tilsynet vurderede, at efterretningstjenesten kunne have indhentet oplysninger om danske statsborgere uberettiget.

Som nævnt førte sagen til hjemsendelsen af chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, samt yderligere fire ledende medarbejdere, og det vakte opsigt, da Findsen tidligere i år udgav en bog, hvor han antydede, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen havde hjemsendt ham af politiske årsager.

Sagen blev undersøgt af en særlig FE-kommission. Den konkluderede i december 2021, at kritikken fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne var grundløs.

Få dage i forvejen var Lars Findsen imidlertid blevet anholdt og varetægtsfængslet under mistanke for at lække statshemmeligheder. Han er siden blevet tiltalt.

Afventer retssag

Ifølge regeringsgrundlaget vil regeringen i respekt for den verserende straffesag tage stilling til yderligere en undersøgelseskommission, når straffesagen er afsluttet. Hvad det betyder, forklares ikke.

Jesper Olsen er formand for Transparency International, og han har tidligere efterlyst en kommissionsundersøgelse af FE-sagen, ligesom han har advaret imod at udsætte den, indtil straffesagerne i komplekset var afsluttet.

Derfor er han overvejende positiv over for den model, som regeringen har foreslået:

»Jeg tror godt, at man kunne have undersøgt noget mere allerede nu, men det var det, der var politisk vilje til, og alene det, at man nu går i gang, er godt,« siger han.

Jesper Olsen tilføjer, at han er spændt på at se det konkrete kommissiorium.

»Undersøgelsen skal betrygge os, i at tingene er gået rigtigt til, og derfor er man også nødt til at formulere kommissoriet på en måde, så vi med respekt af at der er tale om efterretningsvirksomhed, har er klart billede af, hvad der er blevet undersøgt,« siger han.

Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet ved Københavns Universitet, mener, at den foreslåede undersøgelser flugter et stykke af vejen med de borgerlige partiers fælles valgoplæg.

»Aftalen mellem de kommende regeringspartier kunne tyde på, at statsministeren er tryg ved, at undersøgelsens resultat ikke vil være voldsomt belastende for de ansvarlige i den tidligere regering, herunder departementschefen i Statsministeriet og den daværende forsvarsminister,« vurderer han med henvisning til Barbara Bertelsen og Trine Bramsen.

Til gengæld mener han ikke, der er lagt op til at imødekomme de borgerlige partiers ønske om at undersøge, om sagen har skadet FE.

»Det er nok meget fornuftigt for ikke at komprimittere FE yderligere i forhold til samarbejdspartnere,« mener Jørn Vestergaard.

Juraprofessor ved Aarhus Universitet Lasse Lund Madsen kalder kommissoriet for »temmelig afgrænset«. Ifølge ham bliver det svært at afgøre med sikkerhed, om hjemsendelsen af FE-ledelsen er sket på et usagligt grundlag. Det varierer nemlig fra gang til gang, om medarbejdere hjemsendes i forbindelse med en undersøgelse.

Han hæfter sig desuden ved, at der ikke i første omgang er lagt op til at undersøge de beslutninger, der har ledt op til sigtelserne af Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen.

»Det har jo været virkelig omdiskuteret, men det er altså ikke med, selvom det er svært at se, hvordan det konkret skulle kunne forstyrre selve straffesagen,« lyder det fra professoren.

Intet om Samsam

Udover Lars Findsen har anklagemyndigheden også ønsket at rejse en straffesag mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, men et flertal i Folketinget afviste at ophæve hans immunitet.

Efter valget er Claus Hjort Frederiksen ikke længere medlem af Folketinget, men det er uvist, om anklagemyndigheden vil gøre et nyt forsøg på at rejse en sag imod ham.

Rigsadvokaten havde onsdag ingen kommentarer.

På et pressemøde på Kastellet, hvor FE-chefen residerer, krævede Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, i valgkampen en undersøgelse af FE-sagen.

Pressemødet tog dog en uventet drejning, da medierne ville vide, om sagen om den terrordømte Ahmed Samsam også skulle undersøges. Han har ifølge flere medier været agent for henholdsvis Politiets Efterretningstjeneste og FE.

I timerne efter det tumultariske pressemøde manifesterede der sig et bredt flertal i Folketinget, som ønskede at få sagen om Ahmed Samsam undersøgt af en kommission. Også Venstre og De Konservative bakkede nu op om dette.

I regeringsgrundlaget er sagen om Ahmed Samsam dog ikke nævnt.

Socialdemokratiets pressetjeneste oplyser, at ingen på nuværende tidspunkt vil redegøre nærmere for den foreslåede kommissionsundersøgelse, og pressetjenesten henviser i stedet til den kommende justitsminister, som der ikke er sat navn på endnu.

Heller ikke tidligere forsvarsminister Trine Bramsen har nogen kommentarer, oplyser Socialdemokratiet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Claus Hjort Frederiksen