Biden og Mexicos leder mødes om migration og smugling
Migration, narkotikasmugling, handel og miljø er på dagsordenen, når USA, Mexico og Canadas ledere mødes.
Lederne af USA, Mexico og Canada er samlet i Mexico City mandag og tirsdag for at drøfte blandt andet migration, narkotikasmugling, handel og miljø. Migration og kriminalitet dominerer de første møder mellem præsident Joe Biden og hans mexicanske modpart, Lopez Obrador.
Den canadiske premierminister, Justin Trudeau, deltager også på mødet, som ofte omtales ”tres amigos” - på dansk ”tre venner”.
Bidens dagsorden er domineret af spørgsmål om den stadigt voksende illegale indvandring ind over den amerikanske grænse samt narkotikasmugling.
- De problemer, som vi har på grænsen, opstod ikke over en nat. De kan heller ikke løses over en nat. Men vi kan arbejde sammen om at fikse det ødelagte system.
- Vi kan sikre grænsen, og vi kan fikse immigrationsprocessen, så den bliver organiseret, retfærdig, sikker og human, skrev Biden i et tweet op til møderne med den mexicanske præsident.
Lopez Obrador vil på sin side forsøge at sikre flere amerikanske investeringer i regionen. Det skulle give indbyggerne lyst til at blive i deres land i stedet for at flygte over grænsen mod nord ind i USA.
I sidste uge lancerede Biden en ny politik, så op til 30.000 migranter kan komme til USA fra Cuba, Haiti, Nicaragua, Venezuela og Haiti. Det er lande, hvor USA mener der foregår hyppige menneskerettighedskrænkelser.
Imens skal alle som forsøger at krydse grænsen ulovligt udvises i samråd med Mexico.
Et lignende program blev først lanceret for venezuelanere i oktober. Det tillader dem, der er flygtet fra fattigdom og undertrykkelse i det sydamerikanske land, at komme ind i USA, forudsat at de kan bevise et tilhørsforhold til USA.

