Fortsæt til indhold

Partier har indgået aftale om inflationshjælp til danskerne

Med aftalen afsættes der 2,4 mia. kr. til en række målrettede tiltag. 1,1 mia. kr. skal bruges til ekstra ældrecheck.

Pressemødet i Finansministeriet om aftalen om ny inflationshjælp. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Politik
Artiklen opdateres

Der er nu hjælp på vej til udvalgte grupper af inflationsramte danskere og virksomheder. Et flertal i Folketinget har således fredag vedtaget en inflationshjælpepakke på 2,4 mia. kr.

Det fortæller finansminister Nicolai Wammen (S) på et pressemøde fredag i Finansministeriet.

»Jeg er glad for i dag, at kunne sige at regeringen med en bred kreds af partier har lavet en aftale om inflationshjælp. Inflationen er endelig på vej ned, men den ligger stadig på et højt niveau og har gjort det længe, og derfor giver det god mening at lave en målrettet inflationspakke.«

Bag aftalen står SVM-regeringen samt SF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.

Aftalen er ifølge aftalepartierne fuldt finansieret. Finansministeren erkender, at pakken »ikke løser alt«, men er en håndsrækning til trængte borgere, virksomheder og dele af kulturlivet.

»En finansieret pakke på 2,4 milliarder, der er målrettet hjælper dem, der har størst behov,« siger Nicolai Wammen.

Hjælpepakkens største post er først og fremmest en ekstra ældrecheck på 5.000 kr. skattefrit til pensionister, der i forvejen modtager ældrecheck. Samlet set løber udgifterne til den ekstra ældrecheck op i 1,1 mia. kr.

De Konservative, Liberal Alliance og Enhedslisten er som de eneste partier i Folketinget ikke med i aftalen.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Socialdemokratiet
Nicolai Wammen