S-ordfører mistænker parti for bevidst at så tvivl om helligdagseffekt
Efter kritik vil S-ordfører have embedsmænd i finansudvalg for at forklare beregninger bag helligdagseffekt.
Efter ny kritik af beregningerne af arbejdsudbudseffekten ved at afskaffe store bededag som helligdag vil Socialdemokratiets finansordfører nu have Finansministeriet til at gennemgå beregningerne for Folketingets Finansudvalg.
- Jeg synes godt, at vi kunne have været bedre til at lave de her gennemgange. Vi burde nok have haft den her tekniske gennemgang i Finansudvalget på et tidligere tidspunkt, siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).
- Det kan godt ærgre mig lidt, siger han videre.
Han vil nu tage kontakt til udvalgets formand for at få embedsmænd fra Finansministeriet på besøg i Finansudvalget, ”så ingen kan sidde tilbage og være i tvivl om, hvad der er datagrundlaget”.
Meldingen kommer, efter Jyllands-Posten har beskrevet, at et notat fra ministeriet viser, at arbejdsudbuddet ved at afskaffe store bededag vil stige med 6500 fuldtidspersoner.
Regeringen har tidligere fremlagt, at afskaffelsen vil få arbejdsudbuddet til at stige med 8500 fuldtidspersoner.
Vurderingerne i notatet bygger på tal og beregninger fra 2012.
Fremlæggelsen af notatet for Folketinget fik straks Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, til at kalde finansminister Nicolai Wammen (S) i samråd.
- Det er stærkt kritisabelt, at regeringen har tilbageholdt disse oplysninger. Folketinget har skullet forholde sig til en førstebehandling af lovforslaget uden at kende til et datagrundlag, der viser, at de markant overvurderer effekten. Det er et kæmpe demokratisk problem, siger Pelle Dragsted til Jyllands-Posten.
Men ifølge Benny Engelbrecht er Enhedslisten kritik udtryk for politik.
- Jeg må indrømme, at lige i den her sammenhæng får jeg endnu mere det indtryk, at det her er mere et bevidst ønske fra Enhedslisten om at så tvivl frem for at skabe forståelse, siger han.
Benny Engelbrecht påpeger - ligesom Finansministeriet - at beregningen, for at arbejdsudbuddet øges med 8500 ekstra fuldtidspersoner, ikke kun er baseret på tal og beregninger fra notatet fra 2012.
- Det her er jo en af flere undersøgelser, der ligger til grund for den vurdering, der har været tilbage i 2012.
Desuden er der ifølge Benny Engelbrecht i forbindelse med regeringens forslag om af afskaffe store bededag foretaget ”nye analyser baseret på empirisk grundlag” i Finansministeriet.
/ritzau/