Abrahim "shopper" asyl i et Europa, der slår ny rekord med illegale indvandrere
Europa oplever den største illegale indvandring i årevis, og i spillet mellem de europæiske lande om at slippe for at få for mange migranter rammes briterne som en boomerang efter brexit. For menneskesmuglere og asylsøgere som Abrahim har gennemskuet systemet.
FOLKESTONE
Abrahim har regnet den ud.
Og den 38-årige asylansøger griner over hele femøren foran det hotel på havnefronten i Folkestone, hvor han er blevet indkvarteret sammen med et halvt hundrede andre asylansøgere, der har krydset Den Engelske Kanal illegalt i både fra Frankrig, da han fortæller om sit trick.
Nemlig, hvordan han ”shopper” asyl i Europa, uden at myndighederne kan stille det mindste op.

