Fortsæt til indhold

Midt i dyb krise: Om lidt holder Venstre hasteindkaldt pressemøde

Målingerne er historisk dårlige, og folk i det magtfulde bagland har sået tvivl om Jakob Ellemann-Jensens position. Nu har partiet hasteindkaldt til pressemøde på Christiansborg kl. 10.

I august vendte Venstres formand og vicestatsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) tilbage efter en sygemelding. Siden er partiets opbakning i meningsmålingerne fortsat nedad. Arkivfoto: Jens Dresling
Politik
Artiklen opdateres

En dramatisk dag kan være opsejling under opsejling i Venstre.

Elendige meningsmålinger og uro om formand Jakob Ellemann-Jensen har præget de senere uger, og nu har partiet indkaldt til hastepressemøde på Christiansborg kl. 10.

Det bliver »et kort pressemøde vedrørende situationen i Venstre,« skriver partiet på X.

Ellers melder Venstre ikke meget om, hvad der skal ske.

Til stede vil være Jakob Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose.

Tvivl om formanden

I sidste uge vakte det opsigt, da medlemmer af Venstres hovedbestyrelse i Jyllands-Posten såede tvivl om Jakob Ellemann-Jensens position.

»Det er klart, at vender tingene ikke inden for en overskuelig tid, skal man selvfølgelig ind og se på, hvad man gør af radikale ting. Man kan jo ikke komme med en ny statsministerkandidat fem minutter i lukketid,« sagde Peder Fruergaard, formand for Venstre i Holstebro Kommune.

Hans Christian Tylvad, formand for Venstre i Ringkøbing-Skjern, havde også særdeles svært ved at skjule sin manglende begejstring for Ellemann.

»Der er folk rundtomkring, der kigger på, om andre kunne være interesseret i det job. Det er der ingen tvivl om. Indtil videre er der ikke nogen, der har meldt sig,« sagde han.

Det sker efter uger med intern uro om blandt andet en CO2-afgift på landbruget, som prominente V-medlemmer har advaret kraftigt imod at indføre.

Dårlige meningsmålinger

Oktober har været en rædselsmåned for Venstre i meningsmålingerne.

I forrige uge målte instituttet YouGov partiet til 6,9 pct. af stemmerne.

Inden da vurderede Epinion, der laver målinger for Danmarks Radio, at Venstre ville få 8,7 pct. af stemmerne, hvis der var valg i dag.

I mandags kom Voxmeter med sin seneste måling, der spåede partiet 8,5 pct. af stemmerne.

Jyllands-Posten følger situationen i partiet dagen igennem.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Jakob Ellemann-Jensen
Troels Lund Poulsen