Fortsæt til indhold

Jakob Ellemann-Jensen trækker sig som formand for Venstre

Økonomiminister Jakob Ellemann-Jensen stopper som formand for Venstre og som minister.

Jakob Ellemann-Jensen siger stop. Foto: Emil Helms
Politik

Jakob Ellemann-Jensen trækker sig som formand for Venstre og »stopper fuldstændigt og endegyldigt i dansk politik«. Det oplyser han på et pressemøde på Christiansborg mandag formiddag.

»Jeg må konstatere, at min person skygger for Venstres resultater i regeringen og for, at Venstre kan komme fremad igen,« siger Ellemann på pressemødet.

Derfor tager han konsekvensen.

»Jeg træder ud af Folketinget i dag. Jeg stopper fuldstændigt og endegyldigt i dansk politik i dag. Jeg melder mig ikke ind i et andet parti. Jeg melder mig ud af politik. Jeg melder mig ikke ud af Venstre,« siger han og understreger, at det er 100 pct. hans egen beslutning at trække sig.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og næstformand og formand for Region Syddanmark Stephanie Lose (V) overtager formandsskabet, indtil en ny formand skal vælges på Venstres næste landsmøde til november. Stephanie Lose overtager det organisatoriske ansvar i partiet, og Troels Lund overtager Ellemanns poster i regeringen. Det er posterne som vicestatsminister, forsvarsminister og økonomiminister.

Troels Lund Poulsen slår fast, at Venstre vil fortsætte i regeringen.

»Her er vi i gang med at skabe resultater og gøre en forskel for alle danskere,« siger han og takker Jakob Ellemann-Jensen for et godt samarbejde.

Jakob Ellemann-Jensen, Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose under pressemødet. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Venstre i krise

Jakob Ellemann-Jensen vendte for nogle måneder siden tilbage til politik efter en sygdomsperiode på omkring et halvt år grundet stress. Det var Troels Lund Poulsen og Stephanie Lose, der vikarierede for formanden under hans fravær.

Ellemann blev formand for Venstre i 2019, hvor han overtog posten fra Lars Løkke Rasmussen efter et internt magtopgør i partiet.

Under folketingsvalget i november 2022 afviste Ellemann at danne regering med Socialdemokratiet, men efter valget trak han hurtigt i land og indgik i regeringsforhandlingerne. Det mødte stor kritik fra vælgerne, og partiet er styrtdykket i meningsmålingerne og har den seneste tid ligget under 10 pct.

Det har fået baglandet til at råbe op, og Jyllands-Posten var i sidste uge i kontakt med flere centrale baglandsfolk, der begyndte at så tvivl om, hvorvidt Jakob Ellemann-Jensen var den rigtige formand for partiet.

På pressemødet mandag understregede Ellemann, at han ikke fortryder, at han indgik i regeringen på tværs af midten.

»Jeg mener, at det var entydigt rigtigt at danne regering med Socialdemokratiet, og jeg er glad for samarbejdet. Kære Mette (Frederiksen, red.) og Lars (Løkke Rasmussen, red.), tak for det,« siger han.

Det er usikkert, hvad fremtiden bringer for Jakob Ellemann–Jensen.

»De næste måneder vil jeg bruge sammen med min familie, og det skylder jeg dem,« siger han på pressemødet.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
Politik
Venstre