Fortsæt til indhold

Danmark betaler 350 millioner til klimasårbare lande

Pengene skal bl.a. betale skader og tab af klimaets forandringer i verdens fattigste lande.

Statsminister Mette Frederiksen (S) og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S). Arkivfoto: Jens Dresling
Politik

Danmark har valgt at bidrage til en ny fond for klimarelaterede tab og skader med 175 mio. kr. Desuden vil man støtte andre projekter om tab og skader med yderligere 175 millioner kroner. I alt betaler Danmark altså 350 mio. kr.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Fonden skal hjælpe de udviklingslande, der er hårdest ramt af klimaforandringerne. Fonden er netop vedtaget på COP28.

»Klimaforandringernes konsekvenser som orkaner, tropiske storme, skovbrande og stormflod rammer særligt verdens mest sårbare udviklingslande. Der er et kolossalt behov for hjælp og støtte, og det behov bliver kun større fra nu af,« siger minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen i pressemeddelelsen.

En del af pengene skal bl.a. understøtte adgang til varslingssystemer for alle inden 2027. Initiativet blev lanceret af FN’s Generalsekretær under COP27 og har til formål at beskytte sårbare befolkninger ved at forbedre adgangen til tidlig varsling og vejrinformation og derved styrke klimaberedskab og respons på lokalt niveau.

Sidste år lancerede Danmark som det første land en dedikeret tab-og-skade pakke på 100 mio. kr. Danmark er medformand for den Internationale Warszawa Mekanismes Eksekutivkomité for tab og skader og har været et aktivt medlem af den internationale komité, som har udarbejdet forslaget om den nye tab-og-skader fond.

Ifølge Information er det danske bidrag blandt de helt store til fonden, der blandt andre tæller 167 mio. kr. fra USA, 68 mio. kr. fra Japan, 680 mio. kr. fra både De Forenede Arabiske Emirater og Tyskland og 510 mio. kr. fra Storbritannien.

Artiklen er publiceret i samarbejde med Jyllands-Posten.
Artiklens emner
FN
COP28