Fortsæt til indhold

Nye Borgerlige står alene om et nej til en kæmpe klimaregning til bilister og varmekunder

Et politisk flertal er klar til lade danskerne betale 4,7 mia. kr. for at skære 0,28 mio. tons af Danmarks årlige CO2-udledning. Det svarer til 28 gange den øjeblikkelige pris på CO2-kvoter. Vanvittigt, lyder kritikken.

Brændstoffer til f.eks. biler og opvarmning skal omfattes af EU-regler for CO2-kvoter. Det vil årligt koste millioner af bilister og varmekunder dyrt. Foto: Marius Renner
Politik

Selv om et nyt klimaforslag årligt vil koste varmekunder og ejere af diesel- og benzinbiler op mod 4,7 mia. kr., står partierne på Christiansborg i kø med støtte og stemmer.

Eneste undtagelse er Nye Borgerlige, der til gengæld ikke lægger fingre imellem i modstanden mod den truende milliardregning.

»Det her er helt sindssygt. Det er et af de dyreste forslag, jeg har set, til at skære i CO2-udledningen,« siger klima- og energiordfører Kim Edberg Andersen.

Klima- og energiminister Lars Aagaard (M) præsenterede lovforslaget, der udspringer af nye EU-regler på området, den 14. november.

Forslaget indebærer bl.a., at diesel og benzin sammen med olie og naturgas brugt til opvarmning bliver en del af EU’s kvotemarked, så distributører af fossile brændsler fremover skal dække salget med køb af CO2-kvoter.

Det her viser bare, at grisen også kan købes for dyrt.
Kim Edberg Andersen, klima- og energiordfører i Nye Borgerlige

Regningen lander dog ikke hos distributørerne. I stedet er forventningen i ministerens lovforslag, at »operatører overvælter en stor del af kvoteomkostningerne i brændstofpriserne, og husholdningerne derfor i sidste ende må forventes at bære størstedelen af omkostningerne«.

Fuldt implementeret ventes lovforslaget at øge prisen på en liter benzin med 1,09 kr., mens en liter diesel stiger 1,17 kr. Samtidig skønnes opvarmningen af »et standardhus med naturgas eller olie« årligt at blive 2.400 kr. dyrere.

»Lovforslaget, der er til behandling i dag, er utvivlsomt et godt skridt på vejen til at få sendt CO2-udledningerne ned, ikke bare i Danmark, men jo også i resten af Europa, netop fordi det her lovforslag er et element i den grønne pakke, som skal bringe EU i mål med klimamålene,« lød det bl.a. fra klima- og energiordfører Signe Munk (SF) under 1. behandling i folketingssalen.

»Kernen i en god klimapolitik er i videst mulige omfang at sikre et simpelt og i grunden liberalt princip, nemlig det, at den, som forurener, også er den, som betaler,« istemte klima- og forsyningsordfører Steffen W. Frølund (LA).

Det er her, at Kim Edberg Andersen slår bremsen i. Ikke fordi han er modstander af klimaindsatsen.

»Men det her er jo totalt hovedløst. Man må kunne gøre det her billigere og klogere,« siger han og peger på, at danskerne for en årlig merudgift på 4,7 mia. kr. skønnes at reducere den årlige CO2-udledning med 280.000 tons.

Det svarer til en pris på hver sparet ton CO2 på kr. 16.786 kr. Til sammenligning er målet en dansk CO2-afgift i 2030 på 750 kr., mens retten til at udlede et ton CO2 i atmosfæren i dag koster omkring 600 kr. på EU’s kvotemarked.

»Det er jo vanvittigt. Uanset hvordan vi vender og drejer tingene, så er der kun danskerne til at betale regningen. Det her viser bare, at grisen også kan købes for dyrt,« siger Kim Edberg Andersen.

Han savner, at partier, som støtter lovforslaget, åbent melder ud om regningen for de nye regler.

»Men det kommer de aldrig til. Derfor er jeg bange for, at danskerne ikke er klar over, hvor dyrt det her bliver,« siger NB-ordføreren.

Klima- og energiminister Lars Aagaard er udmærket klar over, at de nye regler vil blive en dyr fornøjelse for danskerne.

»Men det er nødvendigt for at nå vores klimamål (at skære 70 pct. af CO2-udledningen i 2030 i forhold til 1990, red.),« forklarede Lars Aagaard sidste uge over for Finans, hvor han samtidig kaldte en årlig ekstraregning på 4,7 mia. kr. »rimelig«.

Ifølge lovforslaget vil det nye kvoteregister kaldet ETS2 årligt reducere Danmarks CO2-udledning fra vejtransport og opvarmning af bygninger med 2,6 pct.

Lovforslaget, der her og nu har flertal, ventes færdigbehandlet af Folketingets partier den 14. december. Ekstraregningerne til bilister og varmekunder rammer fra den 1. januar 2027.

Artiklens emner
Klimapolitik