Hver tredje har fået afslag på erstatning efter stormflodsskader: Erhvervsminister vil se på reglerne
Regeringen er klar til at se på, hvordan ordningen kan ændres, så den kan rumme flere, siger erhvervsminister efter mere end hver tredje har fået afslag på erstatning efter stormflodsskader.
Et halvt år efter en stormflod ramte Danmark, er flere husejere stadig påvirket af de skader, som stormfloden forvoldte. For mere end hver tredje af de 3416 anmeldelser til Naturskaderådet er blevet afvist. Det skriver DR.
De mange afvisninger får nu regeringen til at se på, hvordan reglerne kan ændres for stormflodsordningen, så flere får dækket deres skader fremover, fortæller erhvervsminister Morten Bødskov (S) til DR.
»Regeringen er klar til at se, hvordan vi kan ændre ordningen således, at den også kan rumme flere. Det er noget af det, vi sidder og kigger på nu, og jeg forventer, at der vil være bred opbakning i Folketinget til at se, om man kan finde nye balancer i den her ordning,« siger ministeren til mediet.
Når Naturskaderådet har vurderet, at der er tale om en stormflod i området, betyder det, at de skaderamte har mulighed for at søge om erstatning hos Naturskadebasen.
Stormflodsordningen er en kollektiv finansieret ordning, og alle danskere med en brandforsikring betaler 40 kr. ind hvert år til ordningen.
Efter stormfloden i oktober forsikrede erhvervsminister Morten Bødskov, at der var penge nok i ordningen – ca. 1,1 mia. kr., udtalte Bødskov til Ritzau i oktober.
Men der er nogle klare regler for, hvornår stormflodsordningen dækker – eksempelvis er ødelagt gulve og møbler som direkte skade forvoldt af stormfloden dækket, mens ordningen ikke dækker skader efter opstigning af vand fra kloakker.



