SF-formand savner politikere med visioner og starter lykkeprojekt
Pia Olsen Dyhr ser tilbage på Poul Nyrup og Uffe Elbæk og savner visioner i politik. Hun drømmer om et samfund, hvor familier og særligt børn og unge trives.
I det sydasiatiske land Bhutan er befolkningens lykke sat på formel.
Hvor vi i Danmark har bruttonationalproduktet, har Bhutan bruttonationallykke. Det er endda skrevet ind i landets grundlov.
Og det kunne danske politikere ”måske lade sig inspirere lidt mere af”.
Det mener SF-formand Pia Olsen Dyhr, der lige nu leder Danmarks største parti i meningsmålinger og ved europaparlamentsvalget i juni.
Hun savner, at politikere har ”modet til at tænke stort på samfundets vegne”.
Det adresserede hun i sin partiledertale under Folkemødet i juni.
- I gamle dage holdt man store, visionære taler - og realiserede nogle store, visionære ting.
- Er man som politiker så uforsigtig at komme for skade at sige lidt mere end det sikre, så er man garanteret en tur i mediemøllen og mindst tre forsider om løftebrud og som minimum påstande om økonomisk uansvarlighed, sagde Pia Olsen Dyhr på Folkemødet.
Men hvad er så Pia Olsen Dyhrs eget bud på den store visionære tale og de store ambitioner, hun efterspørger i dansk politik?
Det er ikke bruttonationallykke som i Bhutan. Men det involverer lykke.
- Lykken i det danske samfund er faldende. Det er absurd.
- I virkeligheden handler projektet om, at danskerne skal være lykkelige. Og det skal de være, mens de har børn. Det er ambitionen. Så må vi indrette et arbejds- og familieliv, der passer til, siger Pia Olsen Dyhr.
I sin tale på Folkemødet nævnte hun den tidligere amerikanske præsident John F. Kennedys tale i 1961, hvor han første gang omtalte sin vision om, at USA skulle lande en mand på Månen.
- Kennedy sagde, at han ville til Månen. Jeg vil bare gerne have, at børn og unge trives.
- Men der kan være mange veje derhen. Det, forskerne fandt ud af på vejen derhen (mod månelandingen, red.), var det digitale ur. Det kan være, man også løser nogle andre problemer undervejs.
Pia Olsen Dyhr mener derfor, at der er brug for, at der også ”tør tænkes lidt mere vildt” i dansk politik.
- Vi ved jo ikke, hvad det er, der gør, at børn og unge mistrives. Det er så nemt for os som politikere at reducere det til, at de er meget på telefonen eller ikke spiller så meget fodbold som før i tiden.
- Vi lever i en ny tid, og det kan være, der skal nye løsninger til. Og måske kender vi heller ikke problemet i dybden.
Mere vil hun dog ikke uddybe om SF’s visioner for børn og unge for nu. Det vil ske på partiets sommergruppemøde.
Hun vil dog gerne sætte navn på en politiker, som hun har oplevet have det, hun nu efterspørger.
- Noget af det, Nyrup (Poul Nyrup Rasmussen (S), red.) gjorde, da han blev statsminister, var, at han satte sig ned og tænkte nogle store tanker om, at nu skal vi have gang i dansk økonomi.
- Han turde tænke stort og brugte alle mulige forskellige greb på at bygge dansk økonomi op igen. Han er nok den sidste statsminister, der turde drømme stort, siger Pia Olsen Dyhr.
I nyere tid har Alternativets stifter Uffe Elbæk inspireret Pia Olsen Dyhr.
Han hjalp de store tanker ”lidt på vej” igen.
- Da han kom med Alternativet, prøvede han at tvinge det tilbage på banen: ”Jeg drømmer om, og jeg håber”. Folk syntes, han var lidt fjollet, men jeg synes faktisk det var tiltrængt, siger hun.
En ambitiøs drøm for Pia Olsen Dyhr kunne være at gå efter Statsministeriet efter den seneste tids succes ved EU-valget og i målinger.
Men der er hun slet ikke, lyder det.
For skal SF til magten ved at gå i regering - som Pia Olsen Dyhr siger, at partiet er klar til - vil det ”højst sandsynligt være en socialdemokrat, der bliver statsminister”.
- Jeg ønsker en rød regering i Danmark, og det forudsætter, at jeg kan rive Socialdemokratiet væk fra SVM-projektet.



