Frankrig vil udfase dieselbiler
En blanding af afgifter og skrotningspræmier skal få bilisterne til at vælge andre drivmidler.
De ældre dieselbiler skal ud af byerne. Samtidig skal de franske bilister straffes eller lokkes til at skifte de gamle dieselbiler ud til fordel for biler med mere miljøvenlig teknologi.
Til det formål vil Frankrig opbygge et system, der kan identificere de mest forurenende biler. Det oplyser den franske premierminister Manuel Valls (Parti Socialiste) til Automotive News.
Manuel Valls har netop været i Danmark, hvor han havde møder med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). På dagsordenen var bl.a. en dobbeltbeskatningsaftale mellem de to EU-lande.
»Vi har i årevis favoriseret dieselbilerne i Frankrig. Men det har været en fejl, og nu vil vi rette fejlen,« siger Manuel Valls til Automotive News.
Det nye register vil opdele bilerne i kategorierne efter CO2- og partikeludslip. Formålet er, at de lokale bymyndigheder så kan begrænse disse køretøjers adgang til byerne.
Op mod 80 pct. af de private franske biler kører på diesel.
Det nye system vil gradvist fjerne dieselbilernes afgiftsmæssige fordele. Det skal ske ved at lægge ekstra afgifter på dieselbilerne. Således regner den franske stat med i 2015 at få godt 800 mio. euro ekstra i statskassen ved at opkræve yderligere to cent (cirka 15 øre) per liter solgt diesel.
Samtidig lægger premierministeren op til yderligere støtteordninger for at få bilisterne til at skrotte de gamle dieselbiler og få mere miljøvenlige biler ud på vejene.
Den franske energiminister Segolene Royal (også Parti Socialiste) bebudede tidligere på året en bonusordning for bilister, der sender dieselbiler til skrotning og i stedet investerer i en elbil. Bonusordningen kan give bilisterne et økonomisk tilskud på op til 10.000 euro - knap 75.000 kr.