Fortsæt til indhold

Nordjyder går forrest med hjælp til iværksættere

Ny forvaltning i Jammerbugt Kommune skal undgå at iværksættere bliver kvalt i det kommunale system.

Politik

Det vil fremover være nemmere for nuværende virksomheder og nye iværksættere i Jammerbugt Kommune at blive serviceret af kommunen.

I den nordjyske kommunes nye Erhvervs- og Vækststrategi vil der blive oprettet en ny forvaltning, hvor kommunale medarbejdere fra forskellige afdelinger skal arbejder unde samme tag.

Dermed kan de servicere iværksætterne med alt, hvad de behøver, så de ikke giver op i det kommunale system. Det vil spare både tid og ressourcer for kommunen og iværksætterne.

Idéen med projektet, der kaldes "Én indgang til kommunen", bydes velkommen hos Dansk Iværksætter Forening, der sagtens kunne se initiativet sprede sig til andre kommuner på sigt.

»Det bliver meget spændende at se, hvad erfaringerne er med det. Det kommunale system er ikke det allerstørste problem, men mange iværksættere farer vild i mængden af systemer. Det er et godt initiativ, som jeg er tilhænger af,« siger Christian Walther Øyrabø, formand hos Dansk Iværksætter Forening.

»Man fjerner byrden fra iværksætterne og lægger dem over på kommunerne som en slags service,« siger Christian Walther Øyrabø.

Hos kommunens borgmester Mogens Gade (V) håber man på, at initiativet vil hjælpe iværksættere, der kan føle sig kvalt i bureakratiet.

»Vi har oplevet, at nogen iværksættere synes, det er utrolig svært at finde den rigtige vej. Man kan ikke fortænke nogen i at give op, hvis der er problemer med det kommunale system, når der i forvejen er en kompliceret lovgivning,« siger Mogens Gade.