Løsning på vej i Thule-strid
John Kerry lover at finde tilfredsstillende løsning på strid om udbud på Thule-basen.
Washington - Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) fik torsdag politisk opbakning i den amerikanske regering til at finde en mindelig løsning på en strid om en servicekontrakt til en værdi af ca. 2,5 mia. kr. for drift og vedligeholdelse af Thule-basen i Grønland.
I strid med ånden i en aftale mellem USA, Grønland og Danmark er kontrakten ikke givet til et grønlandsk eller dansk firma, men til skuffeselskabet Exelis Service A/S, der er et dansk datterselskab af en amerikansk virksomhed.
Selv om Grønland stadig vil få skatteindtægter fra det nye firma, kan det blive en alvorlig økonomisk bet for Grønlands Landsstyre at miste kontrakten, som det grønlandske firma, Greenland Contractors, tidligere sad på.
»Jeg er glad for at kunne sige, at hvis det ender sådan, at US Air Force holder fast i den nye kontrakt, så er vi enige om, at vi laver et møde på højt embedsmandsniveau for at finde en løsning, som både Grønland, Danmark og USA kan leve med,« sagde Martin Lidegaard og fastslog efter et møde med udenrigsminister John Kerry:
»Jeg har bedt John Kerry om at bane den politiske vej for, at vores embedsmænd kan finde en løsning, og jeg synes, at jeg oplevede en meget venlig og lydhør udenrigsminister, der kan forstå, at det her er et problem.«
En beslutning fra den amerikanske rigsrevision om at afvise klager fra tre dansk-ledede konsortier over forløbet af sagen udløste vrede i både Udenrigsministeriet og i Folketinget, hvor flere politikere kræver en genforhandling med USA. Lidegaard ville ikke ind på, hvordan en konkret løsning kan se ud.
»Jeg vil gerne diskutere med Folketingets partier og med den grønlandske regering, hvilke løsninger vi skal stræbe efter. Dette er ikke tidspunktet at diskutere de konkrete løsninger, men jeg var glad for at få et klart signal fra den amerikanske regering om, at de gerne vil tale om det her med Grønland og Danmark.«
Når det amerikanske luftvåben har truffet en endelig afgørelse, vil en dansk embedsmandsdelegation ifølge udenrigsministeren rejse til Washington for enten i den såkaldte Permanent Committee eller i the Joint Committee at diskutere, hvordan det kan sikres, at Thulebasen bliver til gavn for det grønlandske samfund.
»Jeg håber og forventer, at vi kan finde en løsning, som alle parter kan leve med,« han og udelukker ikke en genforhandling:
»Der er mange løsningsmuligheder. Man kan forhandle aftaler oven på den, der ligger, eller man kan finde helt andre spor. Det vil jeg ikke lægge mig fast på.«
Udenrigsministeren forklarede også, hvorfor Danmark insisterede på, at det var USA, som formulerede udbuddet:
»Grunden til, at man i udenrigsministeriet fandt det nødvendigt at ændre spor, var jo, at en række virksomheder henvendte sig og spurgte, om det ikke var i uoverensstemmelse med EU-retten, at Danmark sorterede mellem virksomhederne. Herefter udtalte kammeradvokaten, at vi befandt os i en juridisk gråzone, og at det var tvivlsomt, at det var en lovlig praksis.«
Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

