Fortsæt til indhold

Skat i nyt milliardangreb på multinationale selskaber

De danske skattemyndigheder mener, at multinationale selskaber i 2014 tjente 20 mia. kr. mere i Danmark, end de oprindeligt havde opgivet som skattepligtig indkomst. Skat fortsætter dermed en rekordhøj stime af forhøjelser på de såkaldte transfer pricing-sager, men det er uvist, hvornår og hvor mange penge der ender i statskassen.

Politik

20 mia. kr. Så mange penge mener Skat, at 76 virksomheder i 2014 har forsøgt at unddrage fra dansk selskabsskat ved at lave interne handler på tværs af landegrænser.

Dermed fortsætter de danske skattemyndigheder stimen af rekordhøje milliardforhøjelser af virksomheders skattepligtige indkomst i de såkaldte transfer pricing-sager. De sidste tre år har Skat sendt ekstraregninger for 59 mia. kr. ud til virksomheder, der ifølge Skat havde opgivet værdierne i deres egne interne handler – også kaldet transfer pricing – forkert.

»Det står klokkeklart, at transfer pricing kan være et desværre ret effektivt redskab til at lave snyd, skattespekulation og aggressiv skatteplanlægning. Men på den anden side er disse forhøjelser et udtryk for, at det er meget, meget vanskeligt at lave en korrekt angivelse af transfer pricing. Der må vi så hjælpe virksomhederne, hvor der er behov for det,« siger skatteminister Benny Engelbrecht (S).

Han bebuder et nyt og tættere samarbejde med danske erhvervsorganisationer på området, men her raser man over Skats nye tal.

Mange af de her sager ender formentlig i retssager. Vi kan først få det rigtige billede af, hvor galt eller godt det står til, når retssagerne er overstået, og det har vi jo efterlyst i mange år, at det er det tal, der kommer ud
Jacob Ravn, skattepolitisk chef i Dansk Erhverv

»De her tal giver et meget løsrevet billede og bidrager til mytedannelser om virksomhederne. De giver kun et billede af antallet af sager, hvor Skat ikke kan blive enige med virksomhederne, ikke hvor mange penge Skat er berettiget til,« siger Jacob Bræstrup, der er skattepolitisk chef i DI.

Med den nuværende selskabsskattesats vil Skats ekstraregninger de sidste tre år alt andet lige give et provenu til statskassen på omkring 14 mia. kr. – vel at mærke uden eventuelle renter.

Skatteministeriet understreger dog, at det er umuligt at anslå, hvor mange penge statskassen får ud af det milliardstore torskegilde. Det skyldes i første omgang en række regnskabstekniske forhold for de enkelte virksomheder, der f.eks. kan udnytte potentielle fradrag til at minimere skattebetalingen, men dertil kommer, at de komplicerede transfer pricing-sager ofte ender med årelange tovtrækkerier i f.eks. klageinstanser hos Skat, forhandlinger med andre landes skattemyndigheder eller i Landsskatteretten.

»Mange af de her sager ender formentlig i retssager. Vi kan først få det rigtige billede af, hvor galt eller godt det står til, når retssagerne er overstået, og det har vi jo efterlyst i mange år, at det er det tal, der kommer ud,« mener skattepolitisk chef i Dansk Erhverv Jacob Ravn.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Skat
Dansk Erhverv