Kristendemokraternes formand afviser Riskær
Endnu en partiformand tager afstand fra at opstille forretningsmanden Klaus Riskær Pedersen.
Klaus Riskær Pedersen har muligvis gjort verdens korteste politiske comeback.
Ni timer varede det sådan cirka.
For allerede nu tager Kristendemokraternes landsformand Stig Grenov direkte afstand fra ideen om, at Kristendemokraterne skulle opstille den kontroversielle erhvervsmand som folketingskandidat i København.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Klaus Riskær er en meget kontroversiel person.Stig Grenov, Kristendemokraternes landsformand
"Jeg er ikke positiv. Vi er et politisk parti, som ikke har behov for at tage folk ind fra sidelinjen i sidste øjeblik, for at de kan køre deres egen politiske dagsorden," siger Stig Grenov til Jyllands-Posten.
Det er dermed anden gang på lidt over en måned, at Klaus Riskær Pedersen har fået en kold skulder fra et politisk parti. Sidst var det Alternativet, der smed ham ud.
Stig Grenov:
"Det er ikke nogen hemmelighed, at Klaus Riskær er en meget kontroversiel person, og jeg vil være meget bekymret for, hvad der vil stå tilbage, hvis Kristendemokraterne – af alle – skulle sige god for skattespekulation."
Så det er simpelthen Klaus Riskærs fortid, der spøger?
"Ja, det kan du godt sige."
Stig Grenov henviser desuden til, at Klaus Riskær har foreslået at give fædre ret til såkaldt juridisk abort, hvis de ikke ønsker at have noget med barnet at gøre.
"Det er fuldstændig stik modsat det, vi står for som Kristendemokrater," understreger landsformanden.
Hans kontante afvisning er dog ikke i sig selv nok til at forhindre Klaus Riskærs kandidatur.
"Vi er et demokratisk parti – ikke et topstyret parti. Så teoretisk set kan han godt ende som kandidat, men jeg kan ikke i mine vildeste drømme forestille mig, at det sker," forklarer Stig Grenov.
Riskærs politiske flirt med Kristendemokraterne begyndte for bare ni timer siden, da han på Facebook meddelte, at partiets afdeling i Københavns Storkreds havde tilbudt ham at blive opstillet som folketingskandidat. Riskær skrev, at han ville overveje tilbuddet weekenden over.
Proceduren for at han kan opstilles er som følger:
Først skal Riskær melde sig ind i Kristendemokraterne. Derefter skal forretningsudvalget behandle hans eventuelle kandidaterklæring, inden hovedbestyrelsen skal træffe den afgørende beslutning.
"Min indstilling er et nej," lyder det fra Stig Grenov.
Klaus Riskær skal dog være velkommen til at melde sig ind i partiet som almindeligt medlem, understreger landsformanden.
Det er kun godt en måned siden, at Klaus Riskær forsøgte at blive folketingskandidat for partiet Alternativet. Det projekt endte med, at han blev smidt ud af partiet, som ikke mente, at den bedrageridømte forretningsmand var forenelig med partiets værdier. Ekskluderingen skete efter bare få dages medlemsskab. På Twitter havde Klaus Riskær den gang denne kommentar:
"Det blev så til 5 dage i dansk politik. Og tak for det. Gider ikke spilde mere tid på det."


