Fortsæt til indhold

Mogens Jensen: Sund fornuft med investeringsbeskyttelse

Den danske handelsminister er tilhænger af at have investeringsbeskyttelse med i en frihandelsaftale med USA.

Politik
ritzau

Danmark er positiv over for EU's handelskommissær, Cecilia Malmströms, forslag om at oprette en international domstol, der skal afgøre strid om investeringer, lyder det fra handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) på et pressemøde torsdag i Bruxelles.

- Det er mit klare udgangspunkt, at det er gode forslag. Overordnet set bringer de diskussionen om investeringsbeskyttelse i den helt rigtige retning og svarer på nogle af de bekymringer, som der har været, siger Mogens Jensen.

Han tilføjer dog, at man stadig mangler at nærstudere forslagene.

Sammen med sine EU-kolleger har Mogens Jensen på et handelsministermøde diskuteret de igangværende forhandlinger med USA om en frihandelsaftale - også kendt som TTIP.

Her har ministrene blandt andet diskuteret investeringsbeskyttelse og det såkaldte ISDS, som er et system til at løse uenigheder mellem stater og virksomheder, og som er et af de store stridspunkter.

Systemet gør det muligt for virksomheder at lægge sag an mod stater, hvis de mener, at deres investeringer er truet af nationale krav til eksempelvis sundhed.

Mange forbrugerorganisationer og medlemmer af Europaparlamentet er bekymret for, at amerikanske firmaer vil bruge ISDS til at udfordre EU's fødevare- og miljølovgivning.

Derfor har Malmström lavet et nyt forslag til, hvordan man kan løse tvister inden for investeringsområdet, som hun præsenterede ved dagens ministermøde.

Det var der generelt opbakning til hos de 28 medlemslande.

- Der er ikke nogen lande, som her i dag har sagt, at man ikke vil have investeringsbeskyttelse med, siger Mogens Jensen, som også kalder det "sund fornuft" at have med i en frihandelsaftale.

Malmströms forslag indeholder en international domstol, der skal afgøre uenigheder mellem virksomheder og stater på tværs af landegrænser.

Hun erkender dog, at det vil tage tid at få det etableret og har derfor også en række forslag til, hvordan man allerede nu kan justere på aftalen med USA, så der bliver ændret i systemet for udpegelse af voldgiftsmænd samt indført en appelmulighed.

TTIP forhandles på tredje år, og på et topmøde i marts understregede EU's stats- og regeringschefer, at aftalen skal på plads inden udgangen af 2015.

Det er dog ikke realistisk ifølge Mogens Jensen. Men ministeren håber, at man på baggrund af Malmströms forslag nu kan komme videre med forhandlingerne.

Artiklens emner
Socialdemokratiet
Cecilia Malmström