Fortsæt til indhold

S: Nye regler for nethandel er en trussel mod danske butikker

Nyt lovforslag i EU vil kunne give dødsstød til butikker i landdistrikterne, frygter Christel Schaldemose (S).

Politik

Det kan betyde døden for butikker i landsdistrikterne, at det snart bliver billigere at købe varer i udlandet via nettet.

Det frygter Christel Schaldemose (S), der sidder i Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.

Det skriver DR Syd i dag.

I dag kan internetbutikkerne have forskellige priser, alt efter hvilket land kunden sidder i. Men den mulighed vil EU-Kommisionen fjerne, så der bliver samme priser i hele EU.

Det er grundlæggende en god ide, mener Christel Schaldemose. Men hun er også bekymret for, at billigere internethandel vil give problemer for butikkerne i de mindre byer.

»Hvis vi alle sammen ender med at skulle handle alt vores forbrug på nettet, kan det gå ud over erhvervslivet og butikkerne i de små landområder, hvor man i forvejen er presset af butiksdød,« siger hun til DR Syd.

EU-Kommisionen har fremlagt sit forslag i denne uge, og nu går processen med at udforme selve lovgivningen i gang.

Og her vil Christel Schaldemose se, hvad hun kan gøre for at beskytte de små butikker.

»Hvordan vi konkret sikrer det er svært at sige. Men jeg vil have fokus på det, for det er vigtigt, at vi ikke får lukket de sidste butikker, vi har i landområderne,« siger hun.

På Center for Landdistriksforskning i Esbjerg har man ikke kendskab til nogen undersøgelser, der kan sige noget om internethandlens påvirkning af butikkerne i de mindre byer.

Artiklens emner
EU-Kommissionen
Christel Schaldemose