Autobranchen til ny regering: Lad os så få lagt bilafgifterne om
Branchen efterlyser nye regler for reparationer og ønsker sikkerhedsudstyr med i nyt regeringsgrundlag.
»Tillykke med valget til den blå blok - og lad os så få gjort noget ved de danske bilafgifter.«
Det er meldingen fra AutoBranchen Danmark efter torsdagens valg. Brancheorganisationen for bilforhandlere, værksteder og autolakerier repræsenterer cirka 1.400 forretningssteder i Danmark med flere end 20.000 medarbejdere.
Det skal være slut med den ene lappeløsning efter den anden. Lad os nu få den gennemgribende omlægning.Mads Engberg, chefkonsulent i AutoBranchen Danmark
Organisationen har længe talt for en omlægning af de danske bilafgifter, og nu håber man, at den tiltrædende regering vil gennemføre den omlægning af afgifterne, som den afgående regering havde som en del af sit regeringsgrundlag.
De danske bilister bidrager i år med godt 46 mia. kr. til statskassen.
AutoBranchen Danmark har tre ønsker til den nye regering:
- En højere reparationsgrænse for skadede biler.
- En omlægning af registreringsafgiften.
- Nyt sikkerhedsudstyr skal fritages for afgift.
»Det skal være slut med den ene lappeløsning efter den anden. Lad os nu få den gennemgribende omlægning,« lyder det fra Mads Engberg, der er chefkonsulent hos AutoBranchen Danmark.
Når en bil bliver skadet i trafikken, er der en grænse for, hvornår bilen skal skrottes. Den grænse er frem til årets udgang på 75 pct. Men fra det kommende årsskifte sættes grænsen ned til 65 pct. Det betyder i dag, at hvis en bil ved en trafikulykke bliver så skadet, at en reparation vil blive dyrere end 75 pct. af bilens aktuelle værdi, så skal den skrottes.
»I 2010 blev grænset sat ned fra 75 til 65 pct. Formålet var at få flere til at skifte den gamle bil ud med en ny. Som led i vækstplanerne blev grænset så igen midlertidigt hævet til 75 pct. for årene 2014-15. Men erfaringen er, at folk ikke køber en ny bil, hvis den gamle bliver skadet. De køber i stedet en tilsvarende brugt,« fortæller Mads Engberg.
Organisationen ønsker derfor en permanent grænse på mindst 75 pct. Det sker med henvisning til, at den nuværende ordning har skabt 300 job og gavnet miljøet, fordi der er blevet skrottet færre biler.
Når det gælder registreringsafgiften, gentager brancheorganisationen sit gamle ønske om, at den skal lægges om til en teknisk afgift frem for en afgift på bilens værdi.
»Der er et politisk ønske om omlægning til en mere grøn trafik, og derfor bør man belønne biler, der kører langt på literen, belaster miljøet mindre og er væsentligt mere sikre. I dag belønnes storindkøbere som finansieringsselskaber på bekostning af de private bilkøbere, som betaler fuld afgift,« forklarer Mads Engberg.
»Under valgkampen har vi fra både rød og blå blok mærket en vilje til at gøre noget ved afgifterne. Nu håber vi så, at der også sker noget. Men vi ved godt, at det ikke er noget, man vil tale om. Det skal komme over natten. Ellers går markedet i stå. Ingen vil købe ny bil, hvis de ved, at der kommer nye afgiftsregler om et år,« tilføjer han.
Når det gælder afgiftsfritagelsen af nye sikkerhedssystemer i bilerne, ønsker autobranchen det skrevet ind i et nyt regeringsgrundlag, at listen kan opdateres en gang om året eller hvert andet år.
»I dag har vi en liste, der ikke er blevet opdateret siden 2007. Dengang var de danske biler blandt de mest sikre i verden, fordi der blev givet fradrag i registreringsafgiften for 6 airbags, så det blev standard.
Siden er der kommet mange nye sikkerhedssystemer til. Automatisk nødbremse kan selv bremse bilen ned, hvis den kommer for tæt på en forankørende. Det er vigtigt at fremme de aktive sikkerhedssystemer og ikke kun de passive som sikkerhedsseler og selestrammere. Det er bedre med systemer, der kan medvirke til at undgå ulykker, end med systemer, der "kun" begrænser skader,« siger Mads Engberg.
»I Danmark koster det nyeste sikkerhedsudstyr op til tre gange så meget som i vores nabolande. Derfor fravælger bilkøberne i dag det udstyr og bruger i stedet pengene på komfortudstyr,« understreger han.

