Finansministre kalder grækernes valgfidus "bizar" og "trist"
Eurozonens finansministre har mistet troen på, at Grækenland kan få en forlængelse af sin støtteordning.
Nyheden om, at den græske regering har afvist det seneste forslag fra EU og vil lade sin befolkning stemme om den omstridte gældsaftale med internationale kreditorer, vækker harme i Bruxelles, hvor eurozonens finansministre netop nu er samlet til forhandlinger.
Eurogruppens formand, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem siger, at Grækenlands beslutning er en "negativ overraskelse".
»Det er en trist beslutning for Grækenland, fordi det har lukket døren til yderligere forhandlinger,« siger han ifølge Ritzau på vej ind til mødet med eurogruppens finansministre.
Heller ikke den belgiske finansminister har rosende ord til overs for grækernes beslutning.
»Det er et bizart træk af den græske regering at udskrive folkeafstemning om en økonomisk redningsplan, samtidig med at regeringen selv siger, den er imod,« siger Johan van Overtveldt.
Ingen af dem tror på, at grækerne vil få forlænget deres støtteprogram ud over den 30. juni, som de har bedt om, fordi de vil holde en folkeafstemning først.
Den finske finansminister lægger heller ikke skjul på sin skuffelse over grækernes beslutning.
»Det er en trist dag, specielt for Grækenland. Med den her udmelding har den græske regering lukket døren for yderligere forhandlinger,« siger Alexander Stubb ifølge Ritzau.
Den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, mener ikke, at der ikke er noget grundlag for at fortsætte forhandlingerne om en græsk redningsplan.
»Tsipras har jo erklæret forhandlingerne for afsluttet, hvis jeg har forstået det rigtigt,« siger Schäuble.
Mindst pessimistisk er EU's økonomikommissær, Pierre Moscovic, der mener, at stridspunkterne mellem Grækenland og kreditor-trioen EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond er små.
»Forskellene er ret begrænsede. Hvor der er en vilje, er der en vej. Nu skal den græske regering vise sin vilje,« siger Moscovici ifølge Ritzau.
Afstemningen er fastlagt til den 5. juli, hvor befolkningen skal bestemme, om den vil acceptere kreditorernes krav om reformer, mod at en støtteordning på sammenlagt 15,3 mia. euro ryger i grækernes retning.

