EU-Parlamentet enes om omstridt frihandelsaftale
Med godt 400 for og 200 imod er parlamentets anbefalinger til en frihandelsaftale med USA blevet vedtaget.
Det er efter mange og svære uenigheder, at de europæiske politikere onsdag endelig enes om EU-Parlamentets anbefalinger til den historisk store frihandelsaftale med USA, der går under navnet TTIP.
Anbefalingerne blev stemt igennem i parlamentet med 436 stemmer for, 241 imod, mens 32 undlod at stemme.
- Det er i mine øjne en af de bedste resolutioner, som Europaparlamentet har præsteret i de senere år, siger parlamentsformand Martin Schulz på et pressemøde efter afstemningen.
Det er EU-Kommissionen, der i øjeblikket er i gang med at forhandle aftalen på plads med USA.
Og dagens vedtagne anbefalinger er parlamentets eneste mulighed for at komme med input til en aftale. Når først aftalen er forhandlet færdig, kan parlamentet kun sige ja eller nej til den.
Et af de helt store stridspunkter for politikerne har været et såkaldt ISDS-system, som bruges til at løse uenigheder mellem stater og virksomheder.
Hvis en virksomhed mener, at dens investering er truet af nationale krav - eksempelvis inden for fødevarer - så gør ISDS det muligt for virksomheden at lægge sag an mod den pågældende stat.
Det bekymrer mange forbrugerorganisationer og medlemmer af parlamentet, som frygter, at amerikanske firmaer vil bruge systemet til at udfordre eksempelvis EU's fødevare- og miljølovgivning.
Ritzau