Fortsæt til indhold

Politikere stopper omstridt skibsudbud

Vedligehold af forsvarets krigsskibe skal blive i Danmark. Det står klart efter et møde i forsvarsforligskredsen fredag. En glædens dag, lyder det fra Socialdemokraterne.

Politik

Arbejdet med at vedligeholde de danske krigsskibe skal blive hos danske værfter. Det fastslog politikerne bag forsvarsforsvarsforliget fredag eftermiddag på et møde i forligskredsen.

»Arbejdet skal blive i Danmark. Der er ingen grund til at sende opgaven i udbud, når ingen andre lande gør det,« siger forsvarsordfører for Socialdemokraterne Bjarne Laustsen, der kalder det en »glædens dag«.

Der er ingen grund til at sende opgaven i udbud, når ingen andre lande gør de
Bjarne Laustsen, forsvarsordfører, Socialdemokraterne

Sagen handler om, hvorvidt Danmark kan undtage et udbud på vedligehold af danske krigsskibe fra EU’s udbudsregler. Kun hvis opgaven er af særlig national sikkerhedsinteresse kan kontrakten til op mod 700 mio. kr. undtages fra udbudsreglerne i EU.

Forsvarsministeriet mener, at vedligehold, der generelt er opgaver som malerarbejde og reparationer af skrog, ikke kan undtages. Heller ikke Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark mener, at opgaven kan udtages.

Flere politikere og interesseorganisationen Danske Maritime, der repræsenterer danske værfter, anfører, at det netop er afgørende for dansk national sikkerhed, at danske værfter til enhver tid kan vedligeholde forsvarets skibe.

Derfor skal den syvårige rammekontrakt kun i udbud hos danske værfter, lyder det kravet, som altså nu får fuld politisk opbakning.

Forsvarsminister Carl Holst (V) oplyste sidste uge til Finans, at han vil sende den langstrakte sag til et nyt regeringsudvalg kaldet EU-implementeringsudvalget. Det blev fastslået på dagens møde i forligskredsen.

Sagen sendes derfor til Erhvervs- og Vækstministeriet, der skal finde den konkrete sti uden om et udbud. Når det er sket, skal sagen tilbage til Forsvarsudvalget.

»Det er rigtig godt, at udbuddet nu bliver på danske hænder. Vi har hele tiden ment, at der er hjemmel i reglerne for at holde kontrakten på danske hænder,« siger Jenny Braat, adm. direktør, Danske Maritime.

Danske Folkepartis forsvarsordfører, Marie Karrup, er positiv over for, at kontrakten bliver i Danmark, men ser ingen grund til at udvalget skal behandle sagen. Det kan tage lang tid, frygter hun.

Hovedformålet er at sikre at både denne og kommende kontrakter bliver i Danmark
Marie Krarup, forsvarsordfører, Dansk Folkeparti

»Det handler om politik, ikke jura. Den beslutning kunne træffes med det samme. Men hovedformålet er at sikre at både denne og kommende kontrakter bliver i Danmark, og det ser nu ud til at lykkes,« siger Marie Krarup.

Hun fastholder, at forsvarsminister Carl Holst skal i samråd i sagen. Det er sat til den 17. september.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Artiklens emner
Danske Maritime
Carl Holst