Fortsæt til indhold

Regeringen løber fra NOx-løfte

Regeringen får alligevel ikke en afskaffelse af NOx-afgiften med på finansloven for næste år, der torsdag er blevet forhandlet på plads. I stedet bliver afgiften reduceret.

Politik

Regeringen må opgive at skrotte den omdiskuterede NOx-afgift, som der ellers var lagt op til i regeringens finanslovsudspil. I stedet bliver afgiften reduceret fra 25 kr. til 5 kr. pr. kilo udledt NOx fra 1. juli 2016.

Det står klart, efter regeringen torsdag har indgået en aftale om næste års finanslov med støttepartierne Dansk Folkeparti, De Konservative og Liberal Alliance.

Dermed har regeringen måtte opgive at give NOx-afgiften dødsstødet, som ellers har stået højt på V-regeringens ønskeseddel.

»NOx-afgiften afskaffes med virkning fra 1. juli 2016, så det bliver nemmere og billigere at drive virksomhed i Danmark,« skrev regeringen blandt andet i det finanslovudspil, der blev fremlagt i slutningen af september.

Ifølge en beregning fra Skatteministeriet ville en fuldstændig afskaffelse af afgiften medføre et mindreprovenu på ca. 420 mio. kr. i 2016 og ca. 840 mio. kr. i 2017.

»En ophævelse af NOx-afgiften indebærer både umiddelbare økonomiske og administrative lettelser for erhvervslivet, og en økonomisk lempelse for husholdninger. Ud af den umiddelbare lempelse på ca. 840 mio. kr. skønnes erhvervslivet at opnå en umiddelbar lempelse på ca. 460 mio. kr., mens husholdningerne skønnes at få en umiddelbar lempelse på ca. 380 mio. kr.,« skrev Skatteministeret.

Men de virksomheder, der havde håbet på en afskaffelse af afgiften, må nu i stedet nøjes med en reduktion af afgiften fra 25 kr. til 5 kr. per udledt kilo NOx. Dermed bliver afgiften tilbagerullet til det niveau, som den havde før 2012.

Ved finanslovaftalen for 2012 mellem den daværende SRSF-regering og Enhedslisten blev det besluttet, at femdoble afgiften fra 5 kr. til 25 kr. per kilo, hvilket udløste et ramaskrig blandt en række af landets energitunge-virksomheder - ikke mindst hos cementgiganten Aalborg Portland, der siden i flere omgange skarpt har kritiseret NOx-afgiften.

NOx-afgiften, der er en speciel afgift på brændsler, der udleder NO2-ækvivalenter og kvælstofoxider, blev indført i 2010 efter en aftale mellem den daværende VK-regering, Socialdemokraterne, De Radikale, SF, Dansk Folkeparti og det daværende Ny Alliance.

Artiklens emner
Finansministeriet
Venstre