Fortsæt til indhold

Danskerne trodsede erhvervslivets ønsker og stemte nej

Stik imod håbet fra erhvervslivet har et flertal af danskerne sagt nej til at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning.

Politik

Et flertal i den danske befolkning har forkastet ønskerne fra erhvervslivet om at afskaffe det danske retsforbehold.

Med alle stemmerne talt op står det klart, at 53 pct. har stemt nej, mens 47 pct. har stemt ja. Stemmeprocenten endte på 72.

Resultatet går stik imod ønskerne fra brede dele af dansk erhvervsliv. Som Finans har beskrevet i løbet af valgkampen, har 14 af de 22 retsakter, der er på spil, betydning for danske virksomheder. Det gælder bl.a. konkursforordningen og kontosikringsforordningen.

Erhvervslivets organisationer med DI og Dansk Erhverv i spidsen har ført kampagne for et ja. Også Landbrug & Fødevarer, Dansk Byggeri, Danmarks Rederiforening og Dansk Energi anbefalede et ja.

»Hvis vi siger nej, bevæger vi os ind i noget, der er mere usikkert. Det er helt givet, at det på en række områder bliver mere vanskeligt for os. Det bliver sværere for danske virksomheder,« har DI-topchef Karsten Dybvad sagt.

Dansk Erhverv har særligt peget på mulighederne for gældsindrivelse. Organisationens undersøgelser har vist, at mange medlemmer har haft problemer med at indkræve gæld fra kunder i andre EU-lande.

Blandt de topchefer, Finans har interviewet i løbet af valgkampen, har de fleste givet udtryk for, at de ville stemme ja. Det gælder bl.a. professionelt bestyrelsesmedlem Jørgen Huno Rasmussen og Velux-topchef Jørgen Tang-Jensen. Omvendt har biotekinvestor Asger Aamund anbefalet et nej.

LO-fagbevægelsen har anbefalet et ja, og medlemsforbundet Dansk Metal har ført kampagne for det sammen med DI, Venstre og Socialdemokraterne.

Eksperter har peget på, at de såkaldte parallelaftaler, der er blevet fremhævet som et alternativ i tilfælde af et nej, vil være langt sværere for Danmark at opnå, end det har været fremført i valgkampen.

Selv partier, der egentlig anbefaler et nej, har erkendt, at et ja ville være det bedste for erhvervslivet.

»Hvis jeg skulle betragte det alene ud fra de 14 retsakter, som er relevante for erhvervslivet, så ville jeg ikke have nogen bekymring ved at anbefale et ja,« har det lydt fra Christina Egelund, EU-ordfører for LA.

Artiklens emner
Dansk Erhverv
DI