Fortsæt til indhold

Esben Lunde Larsen er ny miljø- og fødevareminister

Det bliver Venstres uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, som nu overtager posten som miljø- og fødevareminister efter Eva Kjer Hansen, der trak sig lørdag efter stor politisk tumult om landbrugspakken. Samtidig bliver Ulla Tørnæs ny uddannelses- og forskningsminister.

Politik

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har netop præsenteret Esben Lunde Larsen som ny miljø- og fødevareminister. Samtidig bliver Venstres europarlamentariker Ulla Tørnæs ny uddannelses- og forskningsminister.

Det har statsministeren afsløret på Facebook.

Den nye miljø- og fødevareminister har siden valget i sommer siddet som Venstre-regeringens uddannelses- og forskningsminister, men rykker nu over i miljø- og fødevareministeriet i stedet. Esben Lunde Larsen blev første gang valgt til Folketinget i 2011 i Ringkøbingkredsen i Vestjylland, og som søn af en landmand er miljø- og fødevareområdet ikke helt nyt for Esben Lunde Larsen.

Regeringsrokaden betyder samtidig, at Venstres europaparlamentariker Ulla Tørnæs trækkes hjem fra Bruxelles som Venstre-regeringens nye uddannelses- og forskningsminister.

Den nye uddannelses- og forskningsminister er en garvet politiker med både en tidligere undervisningsminister-titel og posten som minister for udviklingsbistand på CV’et.

Ny uddannelses- og forskningsminister bliver Venstres Europa-parlamentariker, Ulla Tørnæs.

Siden juni 2004 har Ulla Tørnæs været medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, men med den nye post i Løkke-regeringen siger hun farvel til Bruxelles. Det betyder samtidig, at Venstres EU-ordfører Morten Løkkegaard tyger til EU, og det åbner en plads i Venstres folketingsgruppe, som går til venstremanden Jakob Engel-Schmidt, der ellers ikke opnåede genvalg i sommer.

Regeringsrokaden kommer efter, at Eva Kjer Hansen lørdag valgte at gå som miljø- og fødevareminister efter, at et flertal i Folketinget havde stillet et mistillidsvotum til hende. Det skete efter stor tumult om de miljømæssige beregninger og konsekvenser af regeringens landbrugspakke, der blev vedtaget torsdag.

Det er anden gang, at Lars Løkke Rasmussen har måttet se sig nødsaget til at skifte ud på sit ministerhold siden Venstre-regeringen trådte til i sommer. Første gang var det forsvarsminister Carl Holst, der efter kun 93 dage trak sig og overlod posten til Venstres Peter Christensen, der ellers ikke havde opnået genvalg ved folketingsvalget i juni 2015.

Artiklens emner
Venstre
Fødevareministeriet