Statsrevisorerne kritiserer, at Beskæftigelsesministeriet i forbindelse med førtidspensions- og fleksjobreformen, kontanthjælpsreformen og sygedagpengereformen de seneste år har været utrolig dårlige til at få oplyst kommunerne rettidigt om indholdet og tolkningerne af lovene.
»Kommunerne har derfor haft vanskeligt ved at sagsbehandle og yde borgerne en korrekt og effektiv vejledning i den første tid efter reformernes ikrafttræden. Der er tale om komplekse og regeltunge reformer, så Beskæftigelsesministeriet burde i langt højere grad have levet op til Justitsministeriets anbefalinger om, at bekendtgørelser og vejledninger er klar i god tid før reformers ikrafttræden«, skriver de.
Statsrevisorerne kritiserer:
· at ingen af bekendtgørelserne og vejledningerne blev offentliggjort mere end 7 arbejdsdage før reformernes ikrafttræden
· at 4 bekendtgørelser blev offentliggjort efter lovens ikrafttræden, og de øvrige 46 bekendtgørelser blev offentliggjort sent – i gennemsnit 2 arbejdsdage før
· at 13 ud af de 15 vejledninger blev offentliggjort efter lovens ikrafttræden og med en forsinkelse på i gennemsnit 67 arbejdsdage
· at rammerne for de kommunale it-systemer, som er vigtige arbejdsredskaber for sagsbehandlerne, ikke var klar til tiden og ikke i tilstrækkelig grad var tilrettet nye krav i lovgivningen.
Læs hele kritikken her.