Kendte erhvervsfolk anklager regeringen for at nøle med arveafgiften
Nye skatteregler for familievirksomheder er endnu ikke blevet fremlagt trods et løfte om det modsatte. Usikkerheden er gift, siger Haldor Topsøe-efterkommer.
Regeringen møder kritik fra flere sider for at hænge i bremsen, når det kommer til nye skatteregler for landets familievirksomheder.
Som led i sidste års finanslov besluttede det borgerlige flertal at sænke den for virksomhederne så forhadte arveafgift. Imidlertid har regeringen endnu ikke præsenteret de nye regler. Det skulle ellers efter aftalen være sket i første halvår af 2016.
Det skaber usikkerhed hos de tusindvis af familiefirmaer, der står over for et generationsskifte, siger bl.a. Jakob Haldor Topsøe, efterkommer af Haldor Topsøe og formand for ejerselskabet bag industrivirksomheden af samme navn.
»Lad os nu få det på plads på en hensigtsmæssig måde, så de familieejede virksomheder ikke står i ingenmandsland. Denne usikkerhed er gift,« siger Jakob Haldor Topsøe.
Med finanslovsaftalen for 2016 blev regeringen, DF, Liberal Alliance og Konservative enige om gradvist at sænke arveafgiften for erhvervsvirksomheder fra de nuværende 15 pct. til 5 pct. i 2020.
»Det er ikke implementeret endnu. Det er lang tid at vente,« siger Jacob Kjær, advokat og medejer af den store østjyske familievirksomhed AVK.
Også på Christiansborg vækker det undren.
»Vi undrer os kolossalt over, at regeringen ikke for længst er kommet med et konkret lovforslag,« siger finansordfører Benny Engelbrecht (S).
Den lavere arveafgift skal kun gælde for overdragelse af erhvervsvirksomheder, mens afgiften skal fortsætte uændret for alt andet, f.eks. kontante formuer og ejendomme.
Vi undrer os kolossalt over, at regeringen ikke for længst er kommet med et konkret lovforslag
Det kræver et sæt såkaldte værnsregler, så den lavere afgift for egentlige virksomheder ikke kan bruges til at lade andre ting gå i arv. Ifølge Finans’ oplysninger er dette en del af forklaringen på, at reglerne endnu ikke er blevet præsenteret.
Hos erhvervsorganisationen DI hæfter vicedirektør Kent Damsgaard sig ved, at regeringen nævner den lavere arveafgift for virksomheder i 2025-planen.
»Men det er klart, at der skal findes en løsning, som sikrer, at det kan anvendes i praksis,« siger Kent Damsgaard.
Skatteministeriet oplyser, at man forventer, at lovforslaget vil kunne fremsættes i løbet af efteråret.
Det er langt fra første gang i de senere år, at der er usikkerhed om skattereglerne for familievirksomhederne.