Hjælp til danske banker: Tyskland og Frankrig advarer mod at stramme grebet
Frankrig og Tyskland advarede fredag mod at skærpe kapitalkravene til bankerne. Forventningen om skærpede krav har fået Nykredit til at arbejde på en børsnotering.
To af sværvægterne i europæisk økonomi sendte fredag en advarsel til den magtfulde Basel-komité, som senere i år ventes at præsentere nye og skærpede krav til, hvor meget kapital bankerne skal have på kistebunden.
Det kan ramme udlånet og bremse den økonomiske vækst, hvis kravene til bankerne skærpes, fastslog Tysklands finansminister Wolfgang Schäuble og hans franske kollega, Michel Sapin i forbindelse med et møde i det tysk-fransk økonomiske råd i Berlin i Tyskland.
Ifølge de to finansministre er det afgørende, at de kommende regler fra Basel-komitéen ikke påfører de europæiske banker en ulempe. Basel-komitéen arbejder på en skærpelse af reglerne for at sikre, at bankerne er modstandsdygtige, når der komme nye økonomiske kriser.
»I dag er problemet at have tilstrækkelig kapacitet til at finansiere realøkonomien og virksomhederne. Og vi bør ikke hindre dem i dette,« sagde Michel Sapin.
De kommende Basel-regler fylder også meget i debatten i Danmark, hvor realkreditgiganten Nykredit tidligere i år brugte dem som argument for at hæve priserne og arbejde på at blive børsnoteret. Siden har stadig flere ytret sig kritisk om at stramme grebet om bankerne.
Men selv om det måtte ende med, at bankerne slipper billigt, kan en kommende skærpelse stadig blive alvorlig for et realkreditselskab som Nykredit, som er kendetegnet ved at have en meget stor andel at det samlede udlån til en sektor - boligejere. Således er der forlydender om, at de kommende regler vil indføre minimumskrav til, hvor meget kapital banker og realkreditselskaber skal have på kistebunden, selv om de låner ud til sektorer med lav risiko, som private boligejere hører ind under.