Trump vandt, men Hillary fik de fleste stemmer
Selvom Donald Trump natten til onsdag tog en sikker sejr over Hillary Clinton, var det Hillary, som flest amerikanere stemte på.
Selvom det er Donald Trump, der er den store sejrherre i det amerikanske præsidentvalg, var det faktisk Hillary Clinton, der fik flest stemmer. Den seneste optælling i skrivende stund viser, at hun fik 227.880 flere stemmer end Donald Trump. Det lyder lidt paradoksalt i en dansk sammenhæng, hvor vi er vant til, at det er dem, der får fleste stemmer, som også får flest mandater i Folketinget.
Men det amerikanske valgsystem er skruet helt anderledes sammen. I næsten alle staterne er der nemlig et "Winner takes it all"-system, der betyder, at den kandidat, der får flest stemmer i staten, vinder alle valgmændene i den pågældende stat. Selvom der i en stat er under en procents forskel i antallet af stemmerne mellem de to kandidater, tager den vindende kandidat alle valgmændene.
Det var f.eks. tilfældet i Michigan, hvor Donald Trump fik 47,6 pct. af stemmerne mod Hillarys 47,3 pct. Her løb Trump med alle 16 valgmænd.
Antallet af valgmænd i de enkelte stater svarer til, hvor mange medlemmer i de to kamre i den amerikanske Kongres, som staten har. Hver enkelt stats antal medlemmer i Repræsentanternes Hus svarer altid til deres befolkningsantal, og hver stat har to senatorer i Senatet.
En anden del af forklaringen er, at Hillary har haft en meget stor tilslutning i nogle stater, hvor hun har fået langt flere stemmer end Trump. F.eks. fik hun 2.478.729 flere stemmer end Trump i California, og 1.505.863 flere stemmer end ham i New York. Til sammenligning var Texas den stat, hvor Trump vandt med den største stemmeforskel. Her fik han 813.774 flere stemmer end Hillary.


