Finansrådet: Fusion med realkreditten er et naturligt skridt
En fusion af Finansrådet og Realkreditrådet er et helt naturligt skridt, siger formand for Finansrådet, Tonny Thierry Andersen.
Finansrådet holder mandag sit sidste årsmøde som Finansrådet. Finansrådet og Realkreditrådet annoncerede nemlig i sidste uge en fusion ved navnet Finansdanmark.
Samarbejde er afgørende for succes, siger den afgående formand i sin tale.
- For det første at vi nu samler vores interesseorganisationer i en ny stærk fusion. For det andet at vi er en vigtig og integreret del af samfundet, og derfor også ser det som en del af vores ansvar at spille sammen med vores omverden og finde de bedste fælles løsninger, siger han på Finansrådets årsmøde mandag.
- Den nye organisation er et helt naturligt skridt, der vil kunne sikre de bedst mulige rammebetingelser.
- Vi er et spejl af samfundet. Når det går godt for Danmark, går det godt for os. Så enkelt er det faktisk, lyder det fra formanden.
Tonny Thierry Andersen bliver nu afløst af Nordeas Peter Lybecker som formand for Finansrådet, men han fortsætter som næstformand. Når fusionen med Realkreditrådet bliver en realitet om et par uger, skal Finansdanmark finde en ny bestyrelse.
Her har de største finansinstitutioner med Danske Bank, Nordea og Nykredit i spidsen på forhånd peget på Michael Rasmussen, topchef i Nykredit og nuværende formand for Realkreditrådet, som den nye fælles forenings første formand.



