Ny premierminister udnævnt efter italiensk Renzi-farvel
Paolo Gentiloni har fået til opgave at danne en ny regering, efter at Matteo Renzi stoppede som regeringschef.
Afgående udenrigsminister Paolo Gentiloni er af præsident Sergio Mattarella udnævnt som Italiens nye premierminister.
Hans vigtigste opgave bliver nu at samle en regering, der kan lede det økonomisk pressede land, indtil der efter planen bliver afholdt nyvalg senest til februar næste år.
Stillingen var ledig, efter at tidligere premierminister Matteo Renzi gik af som følge af det italienske nej til hans reformpakke ved en folkeafstemning tidligere på måneden.
Reformerne skulle gøre det nemmere at gennemføre den politik, som Renzi fandt nødvendig for at genoprette italiensk økonomi.
Paolo Gentiloni fungerede senest som udenrigsminister i Renzis regering og regnes ifølge nyhedsbureauet AFP som en af dennes nærmeste støtter.
Den 62-årige romer har en fortid i venstreorienterede partier og var i 2007 med til at stifte det socialdemokratiske Partito Democratico, som han stadig tilhører.
Han lover en hurtig afklaring på regeringsspørgsmålet.
- Jeg er klar over, at det haster med at få en ny regering på plads.
- Samtalerne mellem præsidenten og partilederne vil danne grundlag for sammensætning og grundlaget for den nye regering, siger han ifølge La Repubblica.
Det forventes, at den nye regering er klar på onsdag, hvor parlamentet formelt skal godkende den.
Allerede nu har protestpartiet Femstjernebevægelsen truet med at boykotte afstemningen.
Partiet mener, at der skal udskrives et nyt parlamentsvalg med det samme efter udfaldet af folkeafstemningen.
Italien har i øvrigt haft 60 forskellige regeringer de seneste 68 år.

