Warner Brothers vil lave film om brexit
"The Bad Boys of Brexit" er titlen på en dagbog om en yderst vellykket kampagne, som Hollywood nu vil have op på det hvide lærred.
Warner Brothers, et af verdens mest succesfulde filmselskaber, er i færd med at planlægge en film om den britiske EU-afstemning, som den 23. juni 2016 endte med et nej tak til fortsat medlemskab af unionen.
Således vil Warner Brothers, der senest har leveret endnu et kapitel i Harry Potter-verdenen, centrere brexit-historien om den britiske politiker og medlem Europa-Parlamentet Nigel Farage, som med succes førte nej-kampagnen i mål.
Det skriver den britiske avis The Telegraph.
Filmen skal baseres på bogen "The Bad Boys of Brexit", skrevet af forsikrings-millionæren Arron Banks, som støttede op om Farages kampagne via økonomisk støtte til UK Independence Party - som Farage er leder af - og til den meget populære nej-hjemmeside www.Leave.EU.
»Vi har været i kontakt med nogle meget seriøse Hollywood-personligheder, som vil købe rettighederne til bogen,« lyder det fra Andy Wigmore, talsperson for Arron Banks, til The Telegraph.
Næste skridt på vejen bliver ifølge avisen til januar, hvor Warner Brothers vil mødes med både Nigel Farage og Arron Banks i USA i forbindelse med overdragelsen af præsidentembedet til Donald Trump, hvor de begge vil deltage.
Ifølge Wigmore vil hverken Farage eller Banks drage økonomisk fordel af filmen:
»Det er ikke noget, vi personligt vil tjene på. "The Bad Boys of Brexit - the movie" - det bliver en komedie.«
Bogen er en detaljeret beretning om, hvordan Arron Banks kampagnerede for britisk udmeldelse af EU-unionen med hjælp fra bl.a. den amerikanske folkeafstemnings-ekspert Gerry Gunster.
Sammen arbejdede de tæt med Nigel Farage om kampagnen, der til manges overraskelse resulterede i det britiske nej.
Amazon beskriver bogen, der helt uventet blev en bestseller i de britiske bogbutikker, som en "ærlig, ucensoreret og ganske underholdende dagbog om kampagnen, der ændrede historiens gang".