Regeringens gyldne smutvej til færre it-skandaler skydes ned: Hvert fjerde projekt ender stadig i kaos
Tættere rådgivning fra it-projektråd skal sikre færre statslige milliardskandaler i fremtiden. Eksperter mener ikke, at den løsning vil være effektiv.
I kampen for at forhindre fremtidige it-skandaler for skatteborgernes penge har innovationsminister Sophie Løhde (V) kastet sin kærlighed på en løsning, der møder skarp kritik fra uvildige eksperter.
Ministeren, der har sat sig selv i spidsen for en totaloprydning på it-området, udpeger Statens it-projektråd som en kæmpe succes, som hun vil satse mere på fremover. Men ifølge it-professor Kim Normann Andersen fra Copenhagen Business School har it-projektrådet ikke hidtil vist sig som en smutvej til at forhindre it-skandaler i milliardklassen.
Kim Normann Andersen har gennemgået data fra projektrådets statusrapporter siden 2012. Tallene viser, at 13 ud af de 50 store it-projekter, som projektrådet har været inde over, på et tidspunkt har været i alvorlige problemer.
»Konstruktionen med statens it-projektråd skulle være med til at forhindre problemerne på de store it-projekter. Men så må det være passende at spørge, om det er ok at have problemer på 25 pct. af de store it-projekter? Jeg synes, det lyder højt,« siger Kim Normann Andersen og uddyber sit synspunkt i en kronik på Finans.
Problem-projekterne er defineret ved, at de har fået et rødt kort. Det er en status, som de får, hvis budgetoverskridelser, forsinkelser eller tekniske problemer er så alvorlige, at man skal overveje at droppe hele projektet.
»Det er ingen personlig anklage mod de mennesker, der sidder i rådet. Men det er måden, man gør det på, som man må diskutere. Der sidder en række eksperter og kigger på projekterne, men for mig virker det som mere af det samme. I 15 år har man jo forsøgt sig med mere og mere af forskellige former for serviceeftersyn,« siger Kim Normann Andersen.
Erik Bonnerup, tidligere departementschef og pioner inden for styring af statslige it-projekter, pointerer, at en stor del af it-projektrådet er »systemets folk, som tænker på samme måde«. Det er ifølge ham ikke de rette til at sikre en bedre kurs inden for it-projekterne.
Samtidig mener han, at politikerne bærer en del af skylden for, at projektrådet ikke har virket godt nok indtil nu.
»Statens it-projektråd er ikke effektivt nok, men forklaringen kan være, at politikerne ikke har givet rådet de rette muskler til at gribe ind,« siger Erik Bonnerup.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Sophie Løhde (V). I Digitaliseringsstyrelsen oplyser direktør Lars Frelle-Petersen, at han kommer frem til, at det er 21 pct. af projekterne, der på et tidspunkt har været i rødt. Han mener, at projektrådet har gjort styringen af it-projekterne langt bedre end tidligere.
»Jeg vil ikke sige, at det er godt, at 21 pct. af projekterne har været i rødt. Men rådet har været rigtig gode til at få disciplineret vores processer,« siger Lars Frelle-Petersen, der åbner op for at give projektrådet flere muskler.
»I dag har rådet en mere rådgivende funktion, og vi skal se på, om vi skal give rådet nogle stærke virkemidler til måske at kunne standse projekterne, hvis de vurderer, at det ikke giver mening,« siger han.

