Macron bliver Frankrigs næste præsident
Rivalen Marine Le Pen erkendte sit nederlag, kort efter valgstederne i Frankrig lukkede kl. 20.
Frankrigs præsident for de kommende fem år kommer til at hedde Emmanuel Macron.
Det blev afgjort, da franskmændene søndag gik til stemmeurnerne.
Valget stod mellem den uafhængige centrumpolitiker og rivalen, nationalisten Marine Le Pen.
»Jeg vil forsvare Frankrig og landets interesser. Jeg vil forsvare Europa, vor fælles skæbne på kontinentet,« sagde vinderen søndag aften ved sin valgfest i Paris.
Ved samme lejlighed lagde han vægt på, at han vil bekæmpe terrorismen, som de seneste år har plaget Frankrig.
Valgets udfald kommer ikke som en stor overraskelse. Meningsmålinger har i månedsvis spået den 39-årige Macron sejren. Allerede kl. 20, da de sidste valgsteder lukkede, viste målingerne en sikker sejr med 65 pct. af stemmerne mod 35 pct. til Le Pen. Det endelige resultat foreligger endnu ikke.
»Jeg håber, at han får held,« sagde Le Pen om sin konkurrent, da hun blot 10 minutter efter valgets afslutning erkendte sit nederlag.
Macron er tidligere økonomiminister i den socialistiske regering. Den post forlod han i august i fjor for at forfølge drømmen om at blive landets næste præsident. Siden har han fokuseret på sin bevægelse, ”En Marche!” (”Fremad!”), som mange har placeret i midten mellem den traditionelle højre- og venstrefløj.
Valgkampen er blevet fulgt med tilbageholdt åndedræt i hele Europa, fordi Macron og Le Pen har vist sig at være meget tydelige modsætninger på afgørende spørgsmål om bl.a. Frankrigs EU-medlemsskab.
Le Pen har tidligere ført valgkamp på sin EU-skepsis, mens Macron har slået på tromme for, at Frankrig skal løse problemer i fællesskab med de andre europæiske lande.
I valgkampen har Macron desuden talt for omfattende reformer af den franske velfærdsstat. Han vil kæmpe for omstilling til vedvarende energi, og han ønsker at gennemføre store reformer af økonomien.
Han har bl.a. sagt, at han vil skære 120.000 stillinger i den offentlige sektor og bespare 446 mia. kr. på de offentlige budgetter.
Macron bliver Frankrigs yngste statsoverhoved siden Napoleon.


